Foråret byder ofte på et par film om 2. verdenskrig. Sådan et par påmindelser om, at det kan da godt være, at bøgen springer ud og fuglene synger, men der var altså engang, hvor onde mænd gjorde noget ondt der i solskinnet. Vi ved det var ondt, fordi der er gået 70 år. Christin Carion fortæller os ikke noget nyt, det ligger klart i titlen, “Dengang i maj”, at vi skal se tilbage og huske. En pudsig opfordring her midt i den største flygtningekrise længe. Måske er det i virkeligheden det bedste ved Carions film? At den viser, hvor lidt vi har rykket os. Hvad der kommer nu i maj, kan ingen vide, men mon ikke vi på forhånd skal pakke lidt kærlighed og empati til turen ud i det uvisse?
