Naturligvis skal slutningen ikke udpensles her, men den føles intetsigende og behagelysten. Filmens troværdighed bliver ramt, og det er en skam, fordi forinden filmens sidste akt havde Payne og Co. ellers skildret karakterernes liv på en dybfølt og realistisk facon, som fungerede fornemt. Hvorom alting er, så er “The Descendants” trods alt en historie, der varmer en om hjertet, og i sine bedste stunder rammer “The Descendants” virkelig plet. Men en værdig Oscar-vinder? Ikke helt.

Se også: Filmz TV EKSTRA: Bag om Oscar-favoritten “The Descendants”

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 zamm- 12 år siden

Lyder både godt og skidt - god så længe filmen varer, men man vil egentlig ikke ønske at den slutter, kan jeg forstå!
Yo, homie. Is that my briefcase?
Gravatar

#2 jessup 12 år siden

Payne er en af de bedste stadig aktive amerikanske instruktører og denne er en af hans bedste film - 5/6
This is just until June
Gravatar

#3 Richard Burton 12 år siden

I de første 10 minutter af Descendants sad jeg med en undervældende følelse. Clooneys voice-over føltes dramaturgisk malplaceret, men det var heldigvis en afgrænset intro og langsomt faldt jeg ind i en rytme og ikke mindst stemning, som jeg kunne genkalde mig fra instruktørens tidligere mesterværk, Sideways. Følelsen af ro, veltilpassethed og taknemmelighed over at skulle tilbringe et par timer sammen med interessante, empatiske, skæve og ufuldkomne karakterer, som hver især har en bagage af personlige problemer at slås med.

I Alexander Paynes hænder, bliver dette aldrig til en socialrealistisk stiløvelse med et entydigt deprimerende udsyn. Der krydres lige netop subtilt med små positive indskudte bemærkninger, som hele tiden får os til at have hovedet over druknehøjde af elendighed og faktisk får os til at hygge os i en atmosfære af koma, død, utroskab og pubertetsproblemer.

Sideways og Descendants er for mig indbegrebet af film, som kan leve op til arven fra Frank Capra og Howard Hawks. Film med en undertone af for meget sødme, men hvor man rives med af eksekveringens helhed og slutteligt indtager de gode budskaber uden at kny og hensættes til at nyde fremfor at dissekere.

Det forekommer hverken prætentiøst eller smagsløst, men er vel efterhånden bare Paynes kunsteriske udtryk og signatur, som gør det lidt lettere at konfrontere dystre temaer, grine af dem og alligevel kunne forlade biografen beriget og med positivt humør, uden at skulle føle dårlig samvittighed. Der er tilmed små perler af sekvenser, hvor mine egne fordomme, hvad angår hurtigt førstehåndsindtryk omkring mennesker blev udstillet, eksekveret med bravour, med nuancerne i behold.

Descendants når ikke et Sideways niveau, men er så absolut en af de bedste af de Oscarnominerede film i år og med den forunderlige følelse intakt, at dette er en film, som jeg kommer til at have lyst til at gense igen og igen. Nøjagtig ligesom en Capra eller en Hawks film.

8/10
Jeg glemmer aldrig smagen af Werners ægte!
Gravatar

#4 Kruse 12 år siden

#3: Meget enig i din velskrevne anmeldelse :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#5 Richard Burton 12 år siden

#4 Tak :)
Jeg glemmer aldrig smagen af Werners ægte!

Skriv ny kommentar: