Huskeliste: Badebukser og kleenex

Jo flere Oscar-nomineringer en film får, desto højere en piedestal bliver den placeret på i Hollywood. Med i alt fem Oscar-nomineringer (heriblandt i kategorierne ‘bedste film’ og ‘bedste mandlige hovedrolle’) har Alexander Paynes “The Descendants” temmelig langt ned til jorden fra sin egen piedestal, og desværre ender den også med at falde lidt til jorden – ikke mindst fordi filmens slutning føles som et noget fladt punktum på en ellers solid og smuk fortælling. Men når det så er sagt, så er der helt klart også en del at komme efter i Paynes seneste tragikomedie.

“The Descendants” er baseret hawaiianske Kaui Hart Hemmings’ roman af samme navn. Matt King (George Clooney) er en hårdtarbejdende far til to rebelske døtre: Alexandra på 17 år (Shailene Woodley) og Scottie på 10 år (Amara Miller). Parterne har hidtil haft et noget distanceret forhold, men da deres mor kommer ud for en alvorlig bådulykke og ender i koma på dødens rand, må Matt træde i karakter som far og genoptage et reelt forhold til sine piger. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, særligt når teenagedatteren Alexandra deler ud af en foruroligende viden om moderen, som sætter Matts liv på den anden ende.

I rollen som den noget kluntede familiefar i hawaiiskjorte formår Clooney at transcendere lærredet og tryllebinde sit publikum. Fotografen Phedon Papamichaels bør dog også få en del af æren for Clooneys brillante indsats, idet Papamichaels på de helt rigtige tidspunkter kryber tæt ind på Clooney og lader os dvæle ved hans følelsesladede grimasser – eksempelvis da King for første gang får afsløret nogle frygtelige sandheder om sin kone, hvorefter han i ren frustration begynder at spæne af sted, mens kameraet løber med og følger hans smertede ansigtsudtryk.

Apropos billedsiden, så gør den visuelle skildring af øgruppen Hawaii sig også bemærket. Både via filmens billeder og selve fortællingen får vi et sjældent realistisk og troværdigt indblik i den hawaiianske kultur. Modsat de fleste Hawaii-film bugner “The Descensants” ikke af surfere og tropisk stemning, og som King også resolut starter ud med at sige til publikum, så er det ikke, fordi man er på evig badeferie, når man bor på Hawaii. Her hersker også smerte og bekymringer.

“The Descendants” har et udmærket budskab om at fokusere på det, der virkelig tæller i tilværelsen og om at finde fast fodfæste, når livet spænder ben for en. Det er universelle temaer, som de fleste formentlig kan relatere sig til, og filmen appellerer dermed i allerhøjeste grad til en bred målgruppe. Desværre kan man også mærke på den skuffende og sukkersøde slutning, at man er gået efter laveste fællesnævner i stedet for det, der havde klædt selve historien bedst.