Uden at komme helt derop, hvor man balancerer på en knivsæg mellem frelsen, fortabelsen og bøjer hovedet i skam over sit syndende selv, har “Don Fabijans bekendelser” mange gode pointer og små ubehagelige spark til samvittigheden. Der går lidt tomgang i den sidste tredjedel, og jeg købte ikke rammefortællingens lidt tunge symbolik. Men der er en fin fornemmelse for grin på en alvorlig baggrund, og tempoet bliver en afgørende faktor for, at kaosset bliver levende på skærmen. Jeg vil uden at tøve anbefale det her kroatiske cirkus af en farce, hvis alternativet er en af de seneste års danske knep-og-skid-på-tæppet-komedier.
