Selve fortællingen er relativt ligefrem, hvor Sara og Gwizdo bliver fortaler for henholdsvis de heroiske idealer og de mere håndfaste selvtjenende af slagsen. Vi er selvsagt ikke voldsomt overraskede over, hvilke af dem der i sidste ende løber med sejren, men man sidder alligevel tilbage med lidt irritation over, at historiefortællerne levner så lidt plads til deres figurer, som man føler, vi ikke rigtigt lære at kende. Måske skyldes det filmens ophav som tv-serie, men en egentlig personlighedsudvikling lader der aldrig til at foregå, og figurernes meget kantede fremtoning gør det vanskeligt at blive involveret i dem.
Som et kig ind i en anden slags animationsverden er filmen imidlertid et spændende bekendtskab, og selvom den på trods af nogle ganske glimrende actionsekvenser ikke rigtig lykkes som sammenhængende fortælling, forlader man alligevel biografen med en lyst til at se mere i samme stil. Ildspyende drager bliver man øjensynligt aldrig træt af at kigge på, og det gælder for så vidt både de håndtegnede og de computerskabte af slagsen.