Dragejægerne (2008)
Udgivet 9. jun 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Titlen “Dragejægerne” er måske ikke det mest opfindsomme, og faktisk er det anden gang, at undertegnede anmelder en film med det navn (den første var den ganske rædselsfulde Christian Bale-film med den engelske titel “Reign of Fire”). Til gengæld vækker titlen straks nogle lovende forventninger om flyvende ildspyende monstre, og der dukker da også nogle stykker af slagsen op her.
Sara møder imidlertid to lidt tvivlsomme dragejægere i skikkelse af Lian-Chu, der er stor og mægtig, men knap nok siger et ord, og Gwizdo, som er den splejsede hurtigsnakker af de to og til forveksling minder om en brugtvognsforhandler. Da Lian-Chu redder Saras liv, får hun sin onkel overbevist om, at det upålidelige par er svaret på alle hans bønner. I selskab af deres sære hund, Hector, tager de tre af sted for at besejre uhyret.
Hvad filmen til gengæld duperer med er med den visuelle iderigdom, der findes i dens verden, hvor klipper og græsmarker svæver frit omkring, og hvor selve baggrundene bliver så overdådigt detaljerede, at man glemmer at følge med i historien blot for at betragte dem. De påhitsomme indfald strækker sig også til de mystiske væsner, og man kan ikke lade være med at være betaget af de tusindvis af mindre drager, der som lego-klodser kan presse sig sammen til en kæmpe en af slagsen. Decideret foruroligende er også “Verdensslugeren”, der mest af alt ligner en illustration af døden selv.
Selve fortællingen er relativt ligefrem, hvor Sara og Gwizdo bliver fortaler for henholdsvis de heroiske idealer og de mere håndfaste selvtjenende af slagsen. Vi er selvsagt ikke voldsomt overraskede over, hvilke af dem der i sidste ende løber med sejren, men man sidder alligevel tilbage med lidt irritation over, at historiefortællerne levner så lidt plads til deres figurer, som man føler, vi ikke rigtigt lære at kende. Måske skyldes det filmens ophav som tv-serie, men en egentlig personlighedsudvikling lader der aldrig til at foregå, og figurernes meget kantede fremtoning gør det vanskeligt at blive involveret i dem.
Som et kig ind i en anden slags animationsverden er filmen imidlertid et spændende bekendtskab, og selvom den på trods af nogle ganske glimrende actionsekvenser ikke rigtig lykkes som sammenhængende fortælling, forlader man alligevel biografen med en lyst til at se mere i samme stil. Ildspyende drager bliver man øjensynligt aldrig træt af at kigge på, og det gælder for så vidt både de håndtegnede og de computerskabte af slagsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet