“Drengen med cyklen” er en film om de lod, vi bliver givet i livet, og om hvordan vi kan kæmpe for at ændre vores væremåde og derfor også den retning, vores liv tager. Det er en usentimental, men alligevel (eller måske netop derfor) en rørende fortælling om en dreng, der har alle odds imod sig og alligevel skaber sig en ny tilværelse, der er bedre end den, han kom fra. Nogle gange kræver det bare, at en anden person kommer ind i ens liv og hjælper til.