Hvor Woody Allen i sin sansemættende og sprælske trekantsfortælling “Vicky Christina Barcelona” leverer et medrivende indblik i tresomhedens sensuelle lyksalighed, kredser Bjerre og de tre skuespillere her om fjollerier som en sexkalender med inddelte ugedage markeret med klistermærkehjerter, der viser hvornår de hver især må ha’ sex med Lucas. Og selvfølgelig bliver den stakkels mand hurtigt forvirret, når pigerne bytter kærestedag bag hans ryg. Og hvem giver egentlig det bedste blow job? Det er alt sammen ret ligegyldigt, fordi historien føles grebet ud af den blå luft. En improvisationsleg blæst ud af proportioner. Jeg kan sagtens forestille mig, at det har været sjovt at gøre den rødhårede Siff til sexologistuderende a la urkraften Joan Ørting under brainstormprocessen. En ung kvinde med akademisk afstand og teori som sin rettesnor. Her fremstår det bare som et postulat og ophav til et par billige, anstrengte grin.
