Imponerende er det også, at Desplechin formår at håndtere en så stor gruppe, uden at vi mister overblikket. Samtlige personer virker vedkommende, og man kan hurtigt genkende typer fra sine egne familiesammenkomster. Filmen støttes også af at være uhyre velspillet, og ikke mindst Mathieu Amalric er fremragende som den uvorne Henri. Man kan kun beklage, at han ikke fik plads nok som skurk i “Quantum of Solace”, for han beviser atter her, at han mere end har evnerne til det.
“Et juleeventyr” er rent ud sagt en fremragende film. På en gang rørende og sørgmodig, men også legende og morsom. Det er også en film, der bliver hængende længe, og den efterlod undertegnede med en stærk lyst til at gense den blot for at fange alle nuancerne i det komplicerede spind. Den giver ingen lette svar og svælger ikke i sentimentalitet, men vækker ikke desto mindre en grundlæggende følelse af, at vi trods alt skylder hinanden så meget overbærenhed, som vi kan magte. Se det kan jo også være en slags eventyrfortælling.
