Den knap så velsignede julefred

Ah ja, den søde juletid. De hyggelige stunder, hvor familien finder sammen under et tag og tager del i den fælles juleglæde med lun gløgg, marcipan og tørrede dadler. Julen er imidlertid også den tid, hvor man er tvunget til at være inden for en halv meters radius af de familiemedlemmer, man mest af alt har lyst til at dreje halsen om på, og hvis belastende selskab man må sluge med et smil, for det er jo trods alt jul for pokker, og så lægger man ansigtet i de rette folder, mens man længes efter, at det er overstået.

Det er i hvert fald meget sådan en oplevelse, julen kommer til at være for den lettere excentriske Vuillard-familie, hvis stridende parter finder sammen for at fejre højtiden. Under overfladen skjuler en gammel sorg sig i form af et dødt barn, som vi – mod sædvane i genren – oplyses om fra første stund. Sorgen har trukket sine spor over familien, hvis parter siden ikke helt har kunnet enes, og da familiens sorte får Henri (spillet af Mathieu Amalric, som netop nu er biografaktuel som Bond-skurk) går fallit med et firma pga. noget fusk, redder hans søster ham kun mod, at hun ikke skal se ham mere.

Tingene ændrer sig imidlertid, da familieoverhovedet Junon i skikkelse af Catherine Deneuve får konstateret den selvsamme kræft, der dræbte hendes søn, og hvis eneste håb nu er en knoglemarvstransplantation fra en af familiens medlemmer. Snart må de stridende parter samles, mens den alt andet end hyggelige julestemning spreder sig.

“Et juleeventyr” er duperende instrueret af franske Arnaud Desplechin og trods titlen hverken særlig eventyrlig i konventionel forstand og heller ikke så julepræget, som man umiddelbart skulle tro. I stedet er den en effektiv ensemblefortælling om den dysfunktionelle familie, som må finde en eller anden form for fælles accept af hinanden. Desplechin behandler imidlertid den umiddelbart velkendte formular på en opfindsom måde, og ved bl.a. at afsløre stort set alle hemmeligheder fra starten bliver vægten lagt på selve personernes indbyrdes forhold snarere end spænding om, hvad der mon næste gang vil dukke op af familiehemmelighedernes dunkle kiste.

Dertil lægges, at filmen er instrueret og klippet med en sublim sikker hånd, og ligesom i den jazz- og scratchmusik, der bliver spillet undervejs, så springer tempoet frem og tilbage i en stadig strøm. Handlingen bliver afbrudt af korte soloer, der dvæler over en bestemt situation, for derefter at springe frem med en hurtig puls og jump cuts samt sekvenser, hvor skuespillerne henvender sig direkte til kameraet. Stilen til trods præsterer Desplechin at få det hele til at virke fuldstændig ubesværet, og han lader ikke formen overskygge indholdet. Der er en lethed over håndteringen, der kan minde om Jean Renoir eller Noah Baumbachs film, men som alligevel er helt sin egen.