Det er tydeligt, at filmen allerede fra starten har haft et godt udgangspunkt i Bjarne Reuters fremragende bog. Det gør ikke noget, at man har lavet ting om for at få det til at passe ind i en film, for historien kan bære sig selv. Man behøver ikke at have læst bogen for at få noget ud af filmen, den kan ses som den er, selv om “Fakiren fra Bilbao” også kan anbefales på papir. Der er ingen tvivl om, at filmen nok skal lokke mange i biografen i juletiden, og den skal også nok blive en fortjent succes. Under alle omstændigheder behøver man ikke frygte halvanden times kedsomhed hvis de små får en lokket med. “Fakiren fra Bilbao” kan anbefales alle der har brug for et godt grin og lidt spænding mellem de bløde pakker der altid finder vej til juletræet og den uendelige kø for at få dem byttet.