Jo, “Feen” er skam både charmerende og hyggelig i sin insisteren på de gamle, komiske dyder, gentagelsens og gensynets glæde og sin helt banale finurlighed. Og så er den lidt mærkeligt proportionerede og iltert rødhårede Fiona Gordon et rigtigt godt bud på en alternativ heltinde. Hun er på ingen måde, hvad man ville kalde klassisk skøn, men alligevel er man overbevist om Doms øjeblikkeligt stormfulde forelskelse. Alle medvirkende besidder ubestrideligt funny bones, men der skal trods alt mere til at holde dampen oppe end som så. Den første halve time klukler man i en lind strøm af det skæve univers og Doms klodsethed, så skorter fremdriften, og de visuelle gags udvandes lige tyndt nok. Halvanden time er med andre ord mere, end hvad den lille eventyrfortælling kan bære. En koncentreret halv time proppet og stoppet med Gordon, Abel og Romys krøllede hjernebørn, Tatis ånd og Le Havres visuelle aura ville derimod have været himmelsk.
