Feen
Udgivet 21. sep 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Ordløs komik kan være noget af det sjoveste at iagttage på film. Den totale hengivelse til kroppen som komikerens bedste redskab i værktøjskassen var, hvad der gjorde en ener som Jacques Tati til en levende legende. Mr. Bean i Rowan Atkinsons skikkelse kan også. Chaplin kunne. Og Buster Keaton kunne. Den franske fabel om “Feen” forsøger, men kommer ikke helt i mål – der er simpelthen for langt imellem snapsene.
Det lykkes dog Fiona og Dom at mødes til en romantisk date på den lokale bar L’Amour Flou (“den slørede kærlighed”), hvor en overordentligt nærsynet tjener ikke just har forstået termen “en velskænket pilsner”. Forelsket til op over begge ører skiftevis skilles og genforenes Dom og Fiona i flugten fra hospitalet, Fiona bliver med ét højgravid, og de to danser hawaii-dans på havets bund. “Feen” er med andre ord en farverig, eventyrlig fabel, hvor realismen må vige for de skæve påhit.
Det er med tydelige rødder i især stumfilmens fysiske slapstick-komik, at de tre her forsøger at navigere rundt i et farverigt Le Havre. Den senere Tati er det åbenlyse forbillede, og ligesom ham giver Abel, Gordon og Remy deres fortælling en snert civilisationskritisk klangbund. I Le Havre møder vi derfor tre illegale indvandrere, der nok hjælper Fiona på flugt, men aldrig selv kommer med færgen til det forjættede land i horisonten. Der er masser af fine, små indslag, men dog ingen samlet vision. Og det var om noget, hvad der kanoniserede Tati. Hans originalitet, tæften for den visuelle helhed og lydenes eget sprog – dét er gyngende grund at bevæge sig ud på som forbillede.
Jo, “Feen” er skam både charmerende og hyggelig i sin insisteren på de gamle, komiske dyder, gentagelsens og gensynets glæde og sin helt banale finurlighed. Og så er den lidt mærkeligt proportionerede og iltert rødhårede Fiona Gordon et rigtigt godt bud på en alternativ heltinde. Hun er på ingen måde, hvad man ville kalde klassisk skøn, men alligevel er man overbevist om Doms øjeblikkeligt stormfulde forelskelse. Alle medvirkende besidder ubestrideligt funny bones, men der skal trods alt mere til at holde dampen oppe end som så. Den første halve time klukler man i en lind strøm af det skæve univers og Doms klodsethed, så skorter fremdriften, og de visuelle gags udvandes lige tyndt nok. Halvanden time er med andre ord mere, end hvad den lille eventyrfortælling kan bære. En koncentreret halv time proppet og stoppet med Gordon, Abel og Romys krøllede hjernebørn, Tatis ånd og Le Havres visuelle aura ville derimod have været himmelsk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet