Fordi “Frances Ha” handler om livet som sådan, så er der ingen begivenheder, der er givet på forhånd, og man føler som tilskuer aldrig behov for at forvente, hvad der kommer til at ske. Fortællingen udfolder sig, som Frances’ liv bevæger sig fremad, og det er (på bedste Woody Allen-facon) befriende anderledes samtidig med, at det hverken bliver uforståeligt eller svært at se. Man griner og græder, man tænker og føler, og man forlader filmen varm, opløftet og med fornyet energi. Det er en film lavet til og for ungdommen, men mon ikke – som med alle gode film – at enhver vil finde både bekræftelse og mening i en film om livet? Uanset om man så har det foran sig, bag sig eller er midt i det. “Frances Ha” er noget nær perfektion.
#1 bjarke 10 år siden
#2 Morten Vejlgaard Just 10 år siden