François Ozon holder sig til det intime og fokuserer på forholdet mellem Adrien og Anna. Det er en anden måde at skildre krig på end mudrede skyttegrave og soldaterkammerater, men lige så knusende tragisk. På trods af de stiliserede sort/hvide billeder og et gennemgående ‘fint’ udtryk virker konflikten i “Frantz” pågående og reel. Verden presser sig ind på de her mennesker og holder dem fast. Det formår Ozon at gøre universelt vedkommende – uanset om man er tysk historiker, læser fransk på aftenskole eller bare godt kan lide en god historie.
