Skuespillet er bevidst karikeret og som sådan udmærket, men man tænker konstant på personerne som figurer snarere end ægte mennesker og bliver derfor ikke særlig påvirket af deres prøvelser. Det er en sjov oplevelse at se Jens Andersen spille en ganske anden type landsbytosse end Polle fra Snave, og både Lasse Rimmer og Lene Nystrøm får her deres spillefilmdebut, hvilket ikke ligefrem er nogen jordrystende begivenhed, om end Nystrøm så absolut slipper bedst fra forsøget.
Visuelt er filmen flot, og man føler indledningsvist et vist ubehag, efterhånden som sveden hagler af personerne i den kvælende hede. Bedst er den dog i sine sorthumoristiske øjeblikke, som når der krydsklippes mellem familiens trængsler og politibetjentenes diskussion om, hvorvidt guf eller flødeskum nu er bedst på isvafler. Som helhed er filmen dog en tand for forudsigelig, rutinepræget og mest og alt uspændende til, at man for alvor kan engagere sig i den. At man så oven i købet har valgt at sætte en distancerende fortællerstemme ind som et selvbevidst filmisk lag, virker mere irriterende end påhitsomt. Så slemt som det er, er det ikke desto mindre næsten det eneste element, man ikke føler, at man allerede har set til hudløshed.
#1 Petrescu 15 år siden
#2 gi-jones 15 år siden