Fri os fra det onde

InstruktionOle Bornedal

MedvirkendePernille Vallentin, Lene Nystrøm

Længde100 min

GenreThriller

IMDbVis på IMDb

I biografen03/04/2009

Anmeldelse

Fri os fra det onde

5 6
Velkommen til Danmark

Ondskab lever i os alle og er et lune, der kan holdes nede det meste af tiden. Men en gang imellem åbnes døren til helvede, hvorved de allerdårligste sider i mennesket får frit råderum. Det er nogenlunde sådan, hovedåren i Ole Bornedals “Fri os fra det onde” fungerer og så lidt til. Under alle omstændigheder synes instruktøren, der oprindeligt skød karrieren i gang med en række legendariske radiomontager, at have fundet de allerbedste sider frem i sig selv. Nærværende film er nemlig den væsentligste fra hans kuglestøberi i en længere årrække.

Vi befinder os så langt ude på landet, at kragerne for længst er vendt om, lærkerne tegner krusseduller i luften, og vejen kun fører enten frem eller tilbage – i hvert fald efter Bornedals eget udsagn. Der er dømt provins i allerhøjeste grad, for her klarer man tingene selv, hvis der bliver bedrevet hor på sidelinjen, hvis man ikke har passet sine arbejdspligter, eller hvis man som her i et øjebliks uopmærksomhed kommer til at ihjelslå den lokale vognmand og forhenværende major Ingvars elskede ægtefælle. Det gør langturschaufføren og drukkenbolten Lars angiveligt, men i stedet for at stå skoleret og tage sin straf tørrer han skyldsspørgsmålet af på byens eneste indvandrer (og arbejdsmand), den sky Alain, som stadig sørger over tabet af sin familie i den blodige krig på Balkan tilbage i 90’erne.

Det afstedkommer en lang række skæbnesbetonede ubehageligheder for filmens involverede hovedpersoner. Lars har barn på vej med den kærlighedshungrende Scarlett, som han bestemt ikke kan siges at tage sig særligt godt af, mens hans bror Johannes umiddelbart har klaret sig bedst med en embedseksamen i jura, norsk ægteviv, hus og to børn. Helt så enkelt hænger det imidlertid ikke sammen, skal det vise sig. I forbindelse med en af lokalsamfundets hyppige byfester eskalerer handlingen på baggrund af de valg, både Lars og Johannes tager. For ude på landet er selvtægt det bedste forsvar, mens gudsfrygtigheden paradoksalt nok stadig regerer i trossamfundets afkroge.

Det er et lidt atypisk cast, Bornedal ved denne lejlighed har samlet omkring sin film. Ikke desto mindre, eller overraskende nok skulle man måske sige, så slipper han af sted med sit projekt. Både Lasse Rimmer og Jens Andersen tumler som de to brødre med svære og centrale roller, men begge leverer formidable indsatser, mens Pernille Vallentin og Lene Nystrøm som de to væsensforskellige blodbrødres tilkomne fra to vidt forskellige samfundslag også gør gode figurer af sig. Også stemningen er godt ramt og ligger fint i forlængelse af den seneste tids genrefilm, hvor dramaet netop er rykket fra storbyen og ud til den landlige idyl eller mangel på samme, ikke mindst i Henrik Ruben Genz’ “Frygtelig lykkelig”.

“Fri os fra det onde” kaster sig hovedkulds ud i den verserende flygtningedebat, som alt for længe har haft en ensidig stemme i Dansk Folkeparti. Det gør Bornedal op med ved dette indspark, som leveres med lige dele poetisk realisme og galgenhumor, ikke ulig den form, vi ser hos Quentin Tarantino – og det både i ord og i handling. Tilmed kæler Bornedal for de lækre, indbydende og aldrig uvæsentlige billeder, mens lyden er den faktor, der gør selve forskellen. Igen i “Fri os fra det onde” lærer vi for alvor personernes indre at kende, når instruktøren sætter taktstokken på de auditive niveauer. Det er her, Bornedal for alvor viser tænder.

Filmen rummer en overraskende drejning hen mod slutningen, men det er egentligt ikke så væsentligt. Det er til gengæld de tungtvejende tematikker, der arbejdes med undervejs. “Fri os fra det onde” tegner nemlig et billede af, hvordan forskellige sociale danske lag reagerer, når de stilles over for frygten for det ukendte og fordomme – og konfronteres med sandheden. Og så får vi indimellem igennem Johannes og Pernilles to børn også leveret fortællingen i børnehøjde for ligesom at vise, hvad der sker, når voksne mennesker ter sig som børn. Og det er på alle måder blændende fortalt, instrueret, spillet og visualiseret.
Video

“Fri os fra det onde” eksekveres i det indbydende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke desto mindre ikke er uden ridser i lakken. Looket er generelt skarpt, men skæmmes løbende af digitale forstyrrelser, grums og edge-enhancement. Der er til gengæld ikke udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur holder sig også stabile. Lidt ærgerligt, at de visuelle kvaliteter ikke er højere, Bornedals flotte billedæstetik taget i betragtning.

Audio

Til gengæld er der ikke meget skidt at sige om de dansksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som leverer varen. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren er detaljerig og underlægningsmusikken stemningsfuld. Men bedst er alligevel Bornedals brug af lyden som en blind medspiller, der gør, at vi på elegant facon tildeles viden om karaktererne.

Ekstramateriale

Blandt ekstramaterialet er stills fra filmen, en trailer for samme og tre små featuretter, der igennem interviews med cast og instruktør samt klip fra og bag om filmen tegner et billede af de fire bærende karakterer og skæbnen, der er toneangivende tematik i “Fri os fra det onde”. Eneste andet bidrag er et knap halv time langt indslag, der igennem interviews og bag om kameraet optagelser går bag om filmen, ondskaben, dansk film generelt, provinsen, inspirationen og hvad der ellers måtte relatere til Ole Bornedals seneste værk. Det kan i den sammenhæng undre, at kvaliteten på ekstramaterialet til danske film som her ikke er af en højere standard.

Med “Fri os fra det onde” forsøger Ole Bornedal at give den lurende ondskab i mennesket sit helt eget ansigt, mens han samtidig tager førergreb med tidens ideologiske tendenser i det danske samfund. Bornedal har de senere år haft svært ved at holde taktstokken stille i luften, men viser her, at der stadig er masser af potentiale i den danske instruktør. “Fri os fra det onde” er sprængfyldt med vid og bid, humor og alvor, godt skuespil og stof til eftertanke. En sublim fortælling med reference til det virkelige liv netop nu.

Fri os fra det onde

3 6
Det lokale helvede

”Det er ingen onde mennesker, kun mennesker, der savner kærlighed,” hedder det i Ole Bornedals nye film “Fri os fra det onde”. I så fald er der mange mennesker, der må mangle omsorg i den lille jyske flække, hvori filmen foregår, for her florerer ondskabsfulde handlinger så sandelig i hobevis.

De enkelte gode sjæle findes dog også. De er først og fremmest personificeret af det lykkelige ægtepar Johannes og Pernille, der sammen med deres to nuttede børn er vendt tilbage til Johannes’ fødeby og nu istandsætter drømmehuset med hjælp fra den traumatiserede Alain, der er flygtning fra det krigshærgede Balkan.

Hvor Johannes er den perfekte succeshistorie, så er hans fuck-up af en bror, Lars, den diametrale modsætning. For Lars er livet en kronisk pendulfart mellem jobbet som langtidschauffør og den lokale bodega, når han da ikke har for travlt med at banke den evigt utro kæreste. Da Lars i en ulykke dræber det lokale overhoveds hustru, beslutter han sig at finde en syndebuk til at tage straffen, og hvem er mere velegnet som skurk end den mørkhudede Alain? Johannes fornemmer dog, at der er noget galt, og snart har han en hel by udenfor huset, hvor de i bedste lynchningstil kræver ham udleveret.

Med “Fri os fra det onde” leger Bornedal atter med konventionerne i denne udprægede genrefilm, der ligger rodfast i den amerikanske tradition, hvor den hårdkogte sherif belejres i kontoret, hvorfra han må beskytte en uskyldig mand mod den rasende hob. Handlingen er blot flyttet til moderne tider, og derved minder den til forveksling om Sam Peckinpahs “Straw Dogs”, hvis handling den følger så tæt, at den næsten kunne være et remake. Ligesom i Peckinpahs film er det milde akademiske storbymenneske her ude af sit vanlige element i den primitive landsby, hvor hakkeorden og selvtægt hersker over orden og civilisation, og ligesom i “Straw Dogs” må Johannes finde sin indre hulemand for at overleve prøvelserne.

Filmens personer er alle fast opdelt i velkendte stereotyper: Den venlige advokat, den ynkelige sut, den billige dulle og den fraværende landbystrømer. De gør det nemt at finde sig til rette i handlingen, men de gør også hele filmen til en temmelig forudsigelig affære, som ikke byder på nogen synderlig variation i forhold til alle de andre versioner, vi har set af historien. Man kender genren og dens mekanismer til bevidstløshed, og Bornedal gør ikke ligefrem meget for at overraske sin tilskuer.

Skuespillet er bevidst karikeret og som sådan udmærket, men man tænker konstant på personerne som figurer snarere end ægte mennesker og bliver derfor ikke særlig påvirket af deres prøvelser. Det er en sjov oplevelse at se Jens Andersen spille en ganske anden type landsbytosse end Polle fra Snave, og både Lasse Rimmer og Lene Nystrøm får her deres spillefilmdebut, hvilket ikke ligefrem er nogen jordrystende begivenhed, om end Nystrøm så absolut slipper bedst fra forsøget.

Visuelt er filmen flot, og man føler indledningsvist et vist ubehag, efterhånden som sveden hagler af personerne i den kvælende hede. Bedst er den dog i sine sorthumoristiske øjeblikke, som når der krydsklippes mellem familiens trængsler og politibetjentenes diskussion om, hvorvidt guf eller flødeskum nu er bedst på isvafler. Som helhed er filmen dog en tand for forudsigelig, rutinepræget og mest og alt uspændende til, at man for alvor kan engagere sig i den. At man så oven i købet har valgt at sætte en distancerende fortællerstemme ind som et selvbevidst filmisk lag, virker mere irriterende end påhitsomt. Så slemt som det er, er det ikke desto mindre næsten det eneste element, man ikke føler, at man allerede har set til hudløshed.

Trailer