Tony Gatlif har udtalt, at “Geronimo” har været hans mest frie oplevelse som filminstruktør. Lidt mindre frihed og lidt mere disciplin i manuskriptskrivningsfasen (hvad med en slutning, for eksempel?) havde dog klædt filmen. “Geronimo” mangler tidligere værker som “Gadjo Dilo” og “Exils”s enkle autenticitet og varme miljøskildring. Det er for teatralsk og direkte træls med de to familiers mange alfahanner, der skjorteløse og med altid alvorlige miner banker løs på brystkasserne, fægter med springknive og sender skudsalver af sted hvert andet øjeblik. Når de da ikke lige flamencostepper. Genrekontrasten til den mere klassisk-socialrealistiske fortælling om den hårdtarbejdende, ensomme Geronimo med det borende blik er for stor og iøjefaldende.
