På spørgsmålet, om Goldfinger er den bedste Bond film, må svaret for mit vedkommende være - nej, men den er dæleme tæt på. Hvorfor er det så ikke den bedste - jo, fordi selv om filmen byder på mange nye elementer, (En selvstændig skurk, ikke relateret til S.P.E.C.T.R.E, samt Q's og bond's verbale drillerier og en større fokus lagt på Bonds gadgets, ikls. den klassiske Aston Martin) ja, så er historien derimod, når man sammenligner den med From Russia With Love og On Her Majestys Secret Service, klart mere simpel og mindre lagret.

Introen er denne gang knap så fantastisk, som i andre Bond film og er sådan set mere interessant i form af Bonds barskhed vdr. en lumsk kvinde der prøver, at forføre ham og derpå få ham likvideret. Bond bruger hende først som skjold imod attentatmanden og senere da han er rydet af vejen kigger Bond blot hånligt på den forslåede kvinde og trækker på skuldrene. Typisk Connery, barsk og proffesionel, uden at blinke.

Titelsangen må så betegnes som værende den bedste Bond sang overhovet. I Shirley Basseys første forsøg som 007 sanger matcher filmen hendes talent. Noget som hverken Diamonds Are Forever og MoonRaker ku' leve op til.

Selve hoved historien er jo en såre simpel bankrøver/hævn film. Bond mister to kvinder, (enda to søstre) til Goldfinger, under jagten på ham og det, er i mine øjne, en af de grunde til af handlingen samlet set blir løftet end hel del, end hvis hævnmotivet ikke havde været med.

Goldfinger fungerer helt klart bedst i filmens føsrte halvdel, hvor 007 er i Miami, så tilbage til London, derpå et smut til østrig hvor Goldfingers labaratorium befinder sig inden Bond endelig, (og her er det hvor tempoet går kraftigt ned i filmen)igen ender i USA igen på Goldfingers landsted i Kentucky. Tempoet blir der dog rettet en hel del op på, med den forrygende duel imellem Bond og Goldfingers håndlanger OddJob, (en lavstammet koreaner der er stærk som en okse og desuden besidder en hat med en skygge så skarp som et baberblad) i Fort Knox og den mindre kamp med selve Goldfinger i et jetfly, tilsidst.

De bedste scener :

Bond der ydmyger Golfinger, ved et kortspil i Miami. Viser glimrende hvor dårlig spiller og taber den store østriger er. Han kan nemlig kun vinde ved hjælp af snyd. Det samme gør sig gældende i golf duellen mellem Bond og Goldfinger, lidt senere. Introduktionen af Aston Martin'en proppet med gadgets. Bonds flugt i Østrig hvor bilen virkelig får lov til, at vise hvad den kan. Bond på toturbordet med laserkanonen, samt scenerne tilsidst inde i Fort Knox, bankboks, som jeg tidligere har nævnt.

Goldfinger byder desuden på en anden tradition i første halvdel af Bondfilmene. Nemlig en slutning hvor den gode hær, gir Bond en hjælpende hånd og kæmper imod skurkens hær. Traditionen blev forsat i Thunderball, You Only Live Twice, On Her Majestys Secret Service,(hvor den gode hær dog bestod af rivaliserende gangstere). Så gik der et par film før traditionen dukkede op igen i The Spy Who Loved Me inden den så, heldigvis syntes jeg, blev stoppet i Moonraker. Selv om det ser spektakulært og imponerende ud, ja så foretrækker jeg nu de film, hvor Bond selv klarer sagerne. Eller via hjælp fra et par stykker.

Goldfinger har det plus også, at beside en hovedskurk og håndlanger der er lige imponerende, på hver deres måde og byder samtidig ogå på den forskel, at Bond her møder en 007 babe, Pussy Galore, som er både køn og har ben i næsen. Ret atypisk for den tids manshuvanistiske tone.

Connery befinder tydeligt med stor velbehag i rollen og skruer lige et par takker op for både charmen og humoren, hvilket kun gør hans potrætering af James Bond endnu bedre end før.

De dårlige Ting :

Et noget sløvt tempo i filmens andel halvdel. Pussy Galore's kvindelige piloter med syle spidse bryster. Og selve kuppet imod Fort Knox med de bevidstløse soldater, som viker lidt for langt ude i hampen.

Samlet får Goldfinger: 5/6.

# 2 -

Thanks. Sådan er det når man er Bond nørd. :)

En af de bedste gennem tiderne