Er “Goldfinger” vitterligt den bedste af alle de 20 Bond-film? Det kan diskuteres. Men undersøgelse efter undersøgelse har i hvert fald fastslået, at den almene offentlighed mener, at Bonds (og Connerys) tredje mission på det hvide lærred samtidigt også var den bedste af slagsen. Og selvom man måske foretrækker de mindre opblæste og mere raffinerede Bond-favoritter “From Russia With Love” og “On Her Majesty’s Secret Service”, er der absolut ingen vej udenom det faktum, at “Goldfinger” er en monumental filmisk bedrift.

“From Russia With Love” var med til at støbe den velfungerende skabelon, som alle efterfølgende Bond-film i høj grad rettede sig efter men sjældent formåede at udnytte lige så godt. Men det var i “Goldfinger”, skabelonen fik sin form. Der blev Bond for alvor udstyret med vidunderlige anretninger takket være Q og hans stab, hvor 007’s Aston Martin med medfølgende katapultsæde må siges at være guldklumpen. Så besad filmen også en formidabel skurk, så mindeværdig og stærk at han endda lagde navn til filmen. Den stenrige og sindssyge guldentusiast, Goldfinger, med en skummel plan, der involverer en hel del uskyldige døde og en masse stjålne guldbarrer. Goldfinger bliver fornemt kropsliggjort af tyske Gert Fröbe, som dog ikke fik lov til at lægge stemme til sin karakter, hvilket skuespilleren Michael Collins gjorde. “Goldfinger” var også titlen på filmens nu klassiske titelsang, som var den første (og stadigvæk en af de bedste) af Bond-melodierne, der optrådte i filmens stiliserede titelsekvens.

Og så havde filmen endnu et element, som senere blev genbrugt talrige gange i serien: En farverig og særpræget skurk til at supplere filmens hovedskurk – i dette tilfælde Oddjob. Som hans navn antyder, besidder han et mærkværdigt job. Han er iført en flot, lille sort hat, der kan skære igennem næsten alt, og som Oddjob kaster med større præcision end de fleste professionelle frisbeeudøvere. Det havde virket fuldstændig åndssvagt, hvis ikke det var blevet portrætteret med den grad af stil og finesse, som det bliver. Og hvis filmen ikke har seriens mest mindeværdige Bond-pige (om end det er meget tæt på), har den i hvert fald pigen med seriens mest uforglemmelige navn: Pussy Galore. Kvindenavne med seksuelle undertoner skulle også vise sig at blive en populær Bond-trend senere hen.

Connery var stadigvæk i klar topform, og Bond-debuterende instruktør Guy Hamilton (som endte med at instruere i alt fire Bond-film) var i høj grad med til at støbe filmens næsten perfekte blanding af drama, romantik og humor. Netop humor var der langt mere af end i de to foregående film, og “Goldfinger”s veldrejede komiske indslag var om noget dens største indflydelse overhovedet på serien som helhed. Men det er netop filmens alsidighed, tekniske dominans og fortrinlige skuespillerpræstationer, der gør “Goldfinger” til en film i en klasse for sig.

Og hvilken klassisk Bond-film ville være komplet uden en syndflod af ikoniske øjeblikke? Fra Oddjobs første ‘hattekast’ til begyndelsen med de famøse spejlende øjne. Connery-periodens måske mest populære og mindeværdige øjeblik er her i hvert fald, hvor en desperat James Bond er fastspændt og godt på vej til at få sine ædle dele skåret på tværs af en enorm laserstråle. Det er en af seriens få øjeblikke, hvor skurken har Bond, lige hvor han vil have ham og ikke bare placerer ham i en åndssvag og utroværdig situation, hvor flugt synes åbenlys og uundgåelig. Man sidder vitterligt på kanten af sædet. “Forventer du, at jeg vil tale?” spørger en skræmt Bond. “Nej, Mr. Bond, jeg forventer, at du vil dø!” svarer en lunefuld Goldfinger spydigt. Genialt.

Præsenteret i 1.66:1 anamorphic widescreen format. Wow! Undertegnede var en af dem, som syntes, at de gamle Connery Bond-film egentlig så ganske hæderlige ud første gang, de blev udgivet på dvd. Men dette transfer er intet mindre end en åbenbaring. Al støv og støj er udryddet, kontrasten er fuldstændig urokkeligt solid, edge-enhancement og udtværing er ikke-eksisterende, og farverne er endda for det meste mere strømlinede, troværdige og i høj grad konsistente end på mange af de senere ‘Ultimate Edition’ Bond-udgivelser.

Der er mange eksempler på, at forsøg på at mixe mono-spor om til fuldbyrdede 5.1-lydspor er slået fejl. Ofte virker de kaotiske, med diverse effekter smidt tilfældigt rundt omkring over hele kanalnetværket. Men med de nye Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1-mix, der er blevet konstrueret til disse ældste Bond-film, har man gjort det helt rigtige. I stedet for at misbruge baghøjtalerne og skabe en falsk, pressende atmosfære, har man primært benyttet sig af fronthøjtalerne. Dermed giver lydsporet et fint indtryk af den oprindelige præsentation af filmens lydside. Samtidigt bliver de andre kanaler benyttet på diplomatisk vis og yderst sjældent. Subwooferen leverer en stabil og effektiv bund. Det kunne nu også have været fedt at have haft de gamle dvd-udgivelsers originale mono-spor inkluderet som bonus – evt. i stedet for enten DD5.1 eller DTS-sporet, da forskellen er fuldstændig ubetydelig.

Først og fremmest byder netop denne ‘Ultimate Edition’ James Bond dvd på to af seriens absolut bedste kommentarspor. Det er det eneste ekstramateriale, som befinder sig på 2-disc udgivelsens første disc. Det første er med filmens instruktør Guy Hamilton, hvor discens andet kommentarspor byder på kommentarer fra alskens mennesker. Sporene afslører bl.a., at det ikke er Sean Connery, der optræder i de ældste films ikoniske pistolløb-introer, men hans stunt-double; at Goldfinger-singlen vitterligt gik guld; hvorledes filmen afviger fra romanforlægget – ja, der er talrige anekdoter at tage fat på. Mange Bond-fans vil nok ikke engang have noget problem med at se filmen tre gange i træk – én gang uden kommentarspor og én gang med hvert af dem.

“Declassified: MI6 Vault”-delen af dvd’en byder på “On Tour With The Aston Martin DB5” (11 minutter), “Honor Blackman: Open-Ended Interview” (4 min.) og “Sean Connery From The Set of Goldfinger” (3 min.). I “On Tour” hører vi fra en af mændene, som fik lov til at turnere rundt i filmens Aston Martin for at promovere både bilen og filmen. Her er også mange hidtil usete stumper film, som garanteret både vil fryde fans og især de mange bil-elskende af slagsen. Filmens originale Aston Martin blev solgt for 250.000 dollars i 80’erne men senere stjålet fra dens ejermand. Stakkels fyr. I de to andre nævnte dele af undermenuen hører vi gamle udtalelser fra Honor Blackman (som spillede Pussy Galore) og Sean Connery.

Derudover byder “Declassified”-delen også på skuespillerne Theodore Bikel og Tito Vandis’ respektive testoptagelser med en samlet varighed på ca. 10 minutter. Optagelserne bliver præsenteret i nyrestaurerede anamorphic-widescreen udgaver (godt gået), og begge skuespillere formåede ikke at imponere nok til at erhverve sig rollen som Goldfinger. Fascinerende guldklumper – især for fans.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen af disc 2 leverer discens mest interessante ekstramateriale: “The Making of Goldfinger” (25 min.), “The Goldfinger Phenomenon” (28 min.) og “Original Publicity Featurette” (2 min.). Den sidstnævnte featurette er en gammel sort/hvid ting, der omhandler vægtløfteren Harold Sakata, som fik rollen som Oddjob, og til dels også filmens morsomme staldkamp mellem Bond og Galore.

“The Making of Goldfinger” er en velsmurt dokumentar, hvori vi hører fra næsten alle filmens vigtigste medvirkende foran og bag kameraet, inklusive Sean Connery og instruktør Guy Hamilton. Mange minutter er dedikeret til snak om filmens famøse Aston Martin bil, men der bliver også talt om Gert Fröbes morsomme og manglende engelskkundskaber, guldbelægningen af Shirley Eaton og meget mere. “The Goldfinger Phenomenon” er egentlig bare mere af samme skuffe, men det er der da heller ikke meget galt i. Mest interessant er nok dokumentarens sidste indslag, hvor vi hører Pierce Brosnan fortælle om sit forhold til filmen, som angiveligt var den første af slagsen, han nogensinde så.

Adskillige trailere, reklamer og billeder runder denne 24-karats dvd af.