Det italienske støvleland har både på film og i virkeligheden tilvejebragt en lang tradition for familiers forfølgelse af illegal gangstervirksomhed. “Gomorra” synes dog ikke at være det bedste, der er set i den henseende, og fornemmelsen er også, at filmen fortrinsvis får sin opmærksomhed i kølvandet på bogfatterens forholdsvist problematiserede liv efter afsløringen af en række bandemedlemmers navne og adresser. Matteo Garrones prisvinder viser i glimt ekvilibrisme. Men helstøbt er den bestemt ikke.
#1 filmz-gofferoffer 14 år siden
Men skuespilspræstationerne er udmærkede, og filmen virker så utroligt interessant, hvis ikke den var så frygteligt rodet.
#2 RasmusFL 14 år siden
#3 Queequeg 14 år siden
Nogle af de allerstørste film er bygget op på en måde så handlingen etableres sent, og det danner jo et eksemplarisk overblik over det univers handlingen skal foregå i, specielt i Gomorra. Hvis du ikke har tålmodighed til det, skal du se/anmelde nogle helt andre film.
- ""og dels gør de mange parallelhistorier, at det er sin sag at holde rede på de mange forskellige aktører.""
Jeg havde intet problem, og jeg ved at jeg absolut ikke er et særtilfælde.. Ja, de mange parallelhistorier er jo rygsøjlen i Gomorra.
---------
Man snakker tit om at man skal anmelde film på filmens præmisser. Men det er sjovt nok kun når dårlige film skal have gode anmeldelser. I dette tilfælde kan man vidst roligt sige det samme, her er det bare en film som kræver noget af publikum, og derfor kræver den også en seer/anmelder der vil lægge sin tålmodighed i filmen.
(Jeg ved godt at anmeldelsen er anmelderens egen holdning, så det behøver i ikke at minde mig om. :) )
Jeg kan skarpt anbefale Gomorra. En gangster-film, der overgår Godfather, og en film som ikke gør noget smukkere eller mere romantisk end det er..
#4 Lord Beef Jerky 14 år siden
#5 Queequeg 14 år siden
#6 RFriis 14 år siden
#7 filmz-Bruce 14 år siden
Men jeg havde dog forventet en film, som rørte mig i en vis forstand, men jeg følte mig mere som en tilskuer til trøstesløshed, uden empati for de medvirkende. Så selvom skuespil etc. var godt, så synes jeg ikke filmen bragte noget nyt på banen, andet end at være dyster og trist. Det er rigeligt, når man skal konkurrere med Hollywoods dusinvare, men det var ikke en oplevelse, som var ovenud mindeværdig. Det bedste jeg tog med mig var en følelse af bedre at forstå mafiaens opbygning og dens præmisser.
Il Divo var klart årets bedste italienske film, med langt mere vid.
#8 Queequeg 14 år siden
"men jeg følte mig mere som en tilskuer til trøstesløshed, uden empati for de medvirkende"
- Det er præcis sådan det skal være. KUNST! :D
#9 Fynboen 14 år siden
Jeg vil nu da mene, at stor kunst formår at røre noget inde i mig...
#10 Kviesgaard 14 år siden