Gomorra

InstruktionMatteo Garrone

MedvirkendeSalvatore Abruzzese, Simone Sacchettino, Salvatore Ruocco, Vincenzo Fabricino, Vincenzo Altamura, Italo Renda, Gianfelice Imparato, Maria Nazionale, Salvatore Striano, Carlo Del Sorbo, Vincenzo Bombolo, Toni Servillo, Carmine Paternoster, Alfonso Santagata, Massimo Emilio Gobbi

Længde137 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen03/10/2008

Anmeldelse

Gomorra

3 6
På besøg i helvedets forgård

En af sidste års mest omtalte europæiske filmoplevelser overhovedet var den anmelderroste og svært prisoverdængede “Gomorra”, der tager sit afsæt i det virkelige livs italienske mafia. Nærmere bestemt udspillende i et ekstremt fattigt ghettokvarter i millionbyen Napoli. Hvad, der kvalificerer denne film til de mange superlativer og formidable anmærkninger, synes for denne anmelder dog svært at se.

Ganske vist har “Gomorra” enkeltstående kvaliteter. Men væsentligst er det faktum, at bogforlæggets forfatter efter udgivelsen af samme har været nødt til gemme sig under jorden med politibeskyttelse – blandt andet fordi bogen rummer en del kontroversielle personoplysninger. Samme prægnans har filmen imidlertid ikke, og set i forhold til beslægtede film så er italienske Matteo Garrones “Gomorra” om de italienske narkokartellers opbygning og interne stridigheder en småkedelig størrelse. Dels gør filmens struktur, at en egentlig handling først på et meget sent stadie etableres, og dels gør de mange parallelhistorier, at det er sin sag at holde rede på de mange forskellige aktører.

Bedst er de stillestående og fintfølende lyriske passager, hvor lokalkvarterets indbyggere lader hånt om tingenes tilstand, lader tiden gå i stå for et øjeblik og danser til tidens – i vores øren smagløse – italienske pophits for at lukke omverdenens gru og rædsler ude. Men det er vitterligt for en stund. Øjeblikket senere er gaden fyldt med et inferno af skrigende mennesker, hvislende pistolkugler og endnu en blodsudgydelse. Kvarterets bander ligger i åben krig om kontrollen af distributionen af stofferne til de hungrende afhængige. En problematik, vi efterhånden ikke er ubekendt med herhjemme, om end voldsomheden nok stadig er af en lidt anden kaliber. Trods alt.

For så vidt er filmens mange forgreninger ikke i sig selv uden kant, men desværre er de uden fornøden inspiration. “Gomorra” er præget af den traditionelle italienske formalisme, der efterhånden i højere grad hører til reglen end undtagelsen. Her fungerer den del imidlertid optimalt, og de håndholdte passager gør, at vi kommer væsentligt tættere på de implicerede parter. Eller sådan føles det i hvert fald. Grundlæggende er filmen en understregning igennem fem individberetninger af, hvad der sker, når man lægger sig ud med den italienske Camorra, som er lokalområdets mafia. Særligt da unge kræfter tager kampen op og udfordrer den etablerede mafia, flyder ligene i gaderne. Krigen om markedet er begyndt.

Alligevel er der nu noget uafrysteligt over dette sygdomsbetændte hverdagsbillede, når den aldrende skrædder Pasquale sætter liv og lemmer på spil ved at give forretningshemmeligheder til en konkurrerende tøjdesigner, mens den unge budbringer Totó tvinges til at udlevere en af dem, han holder af, og Don Ciro som mafiaens egentlige kasserer er lusen imellem de to negle. På sidelinjen lægger de to unge knøse Marco og Ciro sig for alvor ud med områdets høvdinge ved at prøve at tage over og sætte rav i gaden. Men de er ude, hvor de ikke kan bunde. Epokegørende er det dog ikke på nogen måder. Vi ved nemlig godt fra tidligere film om emnet, at man ikke skal lægge sig ud med mafiaen, hvis man har sit liv kært. En film som “City of God” er ikke irrelevant at nævne i denne sammenhæng. Den leverer dog varen med væsentligt mere nerve og energi.

“Gomorra” kunne sagtens været en god portion kortere. Flere scener virker direkte unødvendige for fortællingens fremdrift, mens andre er så indforståede, at det vist kræver lokalkendskab at mane den rette sammenhæng frem. Selve gengivelsen af de lokale rammer og ikke mindst stemningen er til gengæld overbevisende. De klaustrofobiske omgivelser er medvirkende årsag til den nærværende følelse af fortættethed og den paranoide frygt, ethvert menneske må føle, hvis denne har lagt sig ud med de forkerte typer. I enkelte passager opererer instruktøren med den hårfine balance mellem barn i et råt kvarter og voksen kriminel sammesteds. Havde han arbejdet videre ud af den tangent, havde “Gomorra” været en anden og måske mere betydningsfuld oplevelse.
Video

“Gomorra” tager sig indbydende ud med et skarpt og kolerisk look. Der er ikke udtværinger, edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, om end der er et enkeltstående udfald undervejs. Farvetemperaturen er i øvrigt konstant og kontrasten er også – trods enkelte udsving – en stabil faktor.

Audio

Lyden leveres i det italiensksprogede DTS-HD-lydspor, hvor dialogen er uden overstyringer, men heller ikke altid lige tydelig. Atmosfæren er detaljerig, og de mange distinkte effektlyde er medvirkende årsag til, at filmen stadig er en oplevelse. Også for høreorganerne.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet består af en trailer for filmen, en række fraklippede scener samt et længerevarende indslag fra det svenske akademi, hvor bogforlæggets forfatter Roberto Saviano og Salman Rushdie taler om ytringsfrihed. Krøllen på halen er en slags bag-om-kameraet-sekvens, der dog mere minder om en serie b-roll-optagelser uden den store fantasi i klipningen. Men et indtryk af filmoptagelserne efterlades da. Filmens genre taget i betragtning kunne denne del godt have haft mere at byde på.

Det italienske støvleland har både på film og i virkeligheden tilvejebragt en lang tradition for familiers forfølgelse af illegal gangstervirksomhed. “Gomorra” synes dog ikke at være det bedste, der er set i den henseende, og fornemmelsen er også, at filmen fortrinsvis får sin opmærksomhed i kølvandet på bogfatterens forholdsvist problematiserede liv efter afsløringen af en række bandemedlemmers navne og adresser. Matteo Garrones prisvinder viser i glimt ekvilibrisme. Men helstøbt er den bestemt ikke.

Gomorra

4 6
Kriminalitet af bibelske dimensioner

Første Mosebog fortæller historien om de to fordærvede byer Sodoma og Gomorra, som Gud ville undlade at tilintetgøre, hvis Abraham kunne finde blot 10 retfærdige mennesker. Dette var tilsyneladende en umulig opgave, da begge byer kort efter blev jævnet med jorden af svovl og ild fra himlen. Den italienske instruktør Matteo Garrone fortæller historien om – ikke Gomorra – men Camorraen – det ældste og mest indflydelsesrige mafiakartel i Campania-regionen i Italien. Kan Garrone finde 10 retfærdige mennesker i Napoli?

Mafiaen styrer Napoli og omegn med hård hånd. Don Ciro er en rolig ældre herre, der går sine runder med en slags forsikringspenge til afgåede mafiaansattes familiemedlemmer. Pasquale er talentfuld skrædder og arbejder i underbetalt overtid for sin chef. Roberto er færdiguddannet akademiker, der gennem sin far får arbejde som assistent for forretningsmanden Franco, der skaffer giftigt affald af vejen. Teenagerne Marco og Ciro er begge fascineret af vestlig kultur og rigdom, og forsøger sig som selvstændige kriminelle. Den purunge Totó render købmandsærinder for husmødrene i det lokale kvarter. Fælles for alle er, at de kommer i klemme i Camorraens lange kløer.

Matteo Garrones effektive og skarpe fortællekunst demonstreres allerede med iver fra første færd i “Gomorra”. Hvad, der starter som en fredelig herretur i et solarie-kompleks, ender i et skræmmende hurtigt afviklet massemord. De store italienske solbrune korpusser ligger livløse omgivet af blå neonlys og sydlandsk dansemuzak. Den filmiske timing kunne næppe være bedre, og fortællingen er i gang allerede med stort forspring.

I modsætning til andre, velkendte værker om mafia-miljøet i USA, tager “Gomorra” udgangspunkt i periferien af kriminaliteten. Dem, der gerne vil ud eller gerne vil ind, men ikke kernen, der styrer systemet. Der er ingen glamour, pool-fester og modelkærester, men en samling triste skæbner, der kæmper for at overleve i et fattigt samfund gennemsyret af korruption. En samfundsrealistisk tilgang med fem selvstændige historier, der i høj grad trækker på det glimrende værk “Traffic” af Steven Soderbergh. Som Soderbergh med 360 graders vinkel belyser narkotikahandel frem for at udbasunere en guddommelig løsning på problemet, beskriver Garrone med udgangspunkt i afsløringsbestselleren “Mafiaen i Napoli” også et alvorligt samfundsproblem set gennem øjnene af alle aldre – fra lille Totó til den gamle don Ciro.

De forskellige historier er fascinerende, men stærkest står dog Marco og Ciros vanvittige planer om at vælte kvarterets mafiabosser og skrædderen Pasquales hemmelige udflugter som læremester for de kinesiske konkurrenter. Begge dele går naturligvis grueligt galt, men i al alvoren og elendigheden er der i “Gomorra” alligevel overskud til humoristiske indfald. Når Pasquale bliver fragtet i bagagerummet til den kinesiske syfabrik, er han ikke meget for at ligge i bagagerummet, da det i hans forstand, ligesom publikums, er lig med gangster-klicheen om liget bag i bilen; men Pasquale ligger i stedet mageligt på en pude og kan endda stikke hovedet op af en lem og have lange samtaler med kineserne i bilen. Garrone gør op med Hollywoods glamourisering af kriminalitet i et vink som dette og også med teenagerne Marco og Ciro, der dyrker Tony Montana-figuren i “Scarface”, men får en ganske anden skæbne end Al Pacinos heroiske skudinferno.

“Gomorra” er en vigtig, intelligent og moden fortælling. I et land, hvor mafiaen er lige så usynlig som politiet er synligt, er kritiske debatfilm kærkomne – og endnu mere når de undgår at være unødigt moraliserende. Som film er “Gomorra” ikke videre original og også lidt for lang for sit eget bedste, men den har til gengæld knivskarpe iagttagelser og dødsensfarlig humor. Der er ingen grund til ikke at se “Gomorra”. Der er ingen grund til ikke at dele Garrones bekymring for Napoli.

Kort om filmen

Roberto Savianos bog “Mafiaen i Napoli” er også læst af mange herhjemme. Ikke sært, for forfatterens hudfletning af Camorraen er så sensationel, at Saviano er gået under jorden for at ikke at blive likvideret. Nu er bogen omsat til celluloid, og den giver et ikke mindre hjertegribende indblik i hverdagen, som den tager sig ud – både for den napolitanske mafia og de mennesker, hvis “almindelige” hverdag er styret af organisationens terrorregime.