Den håndfaste Walt vækker hurtigt glade minder om “Dirty Harry” og Eastwoods navneløse cowboy, men som instruktør på filmen er der ikke desto mindre en ganske anderledes modenhed over ham, og hvad, der umiddelbart ligner en lige ud ad landevejen hævnfilm, viser sig også at have andre lag. Den kan på mange måder ses i forlængelse af film som “De nådesløse” og “Million Dollar Baby”, som ligeledes nægter at have et forsimplet syn på vold, og den demonstrerer, at han som instruktør muligvis er stærkest, når han fortæller ganske simple historier. Eastwood har bekendtgjort, at denne rolle bliver hans sidste foran kameraet, og selvom det er en bittersød afsked i betragtning af, hvor fremragende han er her, så kunne man dårligt have ønsket sig en bedre afrunding. Da filmen afsluttes med lyden af Eastwoods hæse sangstemme på titelnummeret, er det et bevægende øjeblik af mere end én årsag.
#21 filmz-Tesnjak 14 år siden
#22 wimmie 14 år siden
Jegs synes slet ikke den når Clintens andre film til sokkeholderne.
Jeg elsker Clinten i stort set alle hans roller (selv når han danner makker med en chimpanse ;) Men i Gran Torino synes jeg flere gange han næsten virker som en parodi på sig selv - al den højlydte knurren bliver lidt for meget. Giver Lagoni ret mht. fødselsdagsepisoden - det virkede lidt for karikeret. Det samme gælder alle hans samtaler med sig selv; de virker en anelse unaturlige - for meget som replikker.
Jeg synes flere punkter i filmen virkede en anelse utroværdige - bl.a. scenen hvor Sue inviterer ham til fest i familien; synes han (af en gammel småracistisk mand at være) overgiver sig lidt for hurtigt.
En anden utroværdig detalje er Walts familie...ikke at jeg ikke tror at der findes familier som den - synes de virker som karikaturer - især teenagedatteren.
Til gengæld er jeg måske én af de eneste der synes at de to der spiller Sue og Thao gør det fint (ok, scenen i kælderen grinede jeg også lidt af). Jeg synes bestemt ikke de spiller skidt -de skal jo ikke forestille at være amerikanere men taler og opfører sig som Hmongs.
Og var jeg den eneste der fandt det ufrivilligt komisk hver gang præsen dukkede op og sagde "Walt, can I talk to you?" :p
Han var som en duracell-kanin.
Jeg synes filmen fungerer bedst i de øjeblikke Walt har sammen med Sue eller Thao - Især scenen hvor Walt skal lære Thao at tale som en mand er rigtig fin. Og så kunne jeg rigtig godt lide slutningen (opgøret) - at Clinten ikke har brugt den konventionelle hævn-slutning.
Alt i alt en ok film som dog i mine øjne har lidt for mange fejl. Jeg kunne nu bedre lide Changeling (5/6)
3½/6