Gran Torino

InstruktionClint Eastwood

MedvirkendeClint Eastwood, Cory Hardrict, John Carroll Lynch, Geraldine Hughes, Brian Haley, Dreama Walker, Doua Moua, Brian Howe, Sarah Neubauer, Lee Mong Vang, Nana Gbewonyo, Christopher Carley, Bee Vang, John Anton, Austin Douglas Smith, Ahney Her, Ramon Camacho, Rio Scafone

Længde116 min

GenreAction, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/04/2009

Anmeldelse

Gran Torino

3 6
Alderdomstruet pistolsvinger

En af den amerikanske filmindustris stolte og tro sønner er Clint Eastwood, som igennem en menneskealder har udfyldt hårdkogte karaktertegninger i en bred vifte af film. Men den aldrende skuespiller har faktisk også løbende bidraget med instruktioner af en lang række film med egne medvirkender, hvoraf de nyere generationer nok først og fremmest husker “Mystic River” og “Million Dollar Baby”. Seneste skud på den stamme er den meget jævne “Gran Torino”, der bestemt ikke er hans bedste og da også rejser spørgsmålet, om Clint’en er ved at indstille sig på pensionsalderen.

I “Gran Torino” bæres den i forvejen tungtvejende symbolik igennem af hovedaktøren Walts – naturligvis spillet af Eastwood – antikke amerikanerbil, en vaskeægte Gran Torino fra 1972. Modellen er ligesom sin ejer af en ældre årgang og samler efterhånden mest støv i træbungalowens tilhørende garage. Da Walts hustru dør – efter lang tids sygdom fornemmes det – er han eneste ærkeamerikaner i et forstadskvarter, der i højere og højere grad præges af orientalsk hidrørende naboer, fortrinsvist fra det Korea han hader af hele sit hjerte. Hvorfor? Fordi han i starten af halvtredserne kæmpede som soldat og pådrog sig sår på sjælen, han aldrig har kunnet ryste af sig igen.

Det har gjort Walt til en bitter mand. Han er træt af livet, fordømmende, forudindtaget og racistisk. Men da hans nye naboer utilsigtet involverer ham i en familiefejde, hvori han kommer til at agere redningsmand, sætter det gang i en emotionel udvikling i den gamle og stokkonservative krigsveteran. I “Gran Torino” tumler Eastwood med de helt store følelsesperspektiver, og han rækker således både ud efter næstekærlighed, medmenneskelighed, moral, etik, racisme og religion. Af samme grund er nærværende film bestemt ikke uinteressant, men med det sagt er dette imidlertid heller ikke at indregne som nogen fuldendt film. Slet, slet ikke.

Det forhåndenværende materiale er ikke ordentligt isenkram i tråd med den kvalitet, Walt som filmens karakter pertentligt leverer over for naboer og genboer. Der er udtalte kontinuitetsfejl, og så giver filmen også indtryk af, at centrale scener er blevet fjernet på et tidspunkt i processen. Ellers er der i hvert fald visse sceneovergange, som er komplet uigennemtænkte. Sjusket er det i hvert fald. Walt er en brovten størrelse, som bander og svovler i en grad, så det halve kunne være nok. Den centraler problematik kommer til udtryk derigennem og understreger det absurde i, at Walt med rødder i det polske overhovedet giver sig selv grund eller ret til at optræde racistisk. Undervejs viser der dog at være en årsag til hans fremmedfjendskhed.

Og den får et mere nuanceret billede, da han får afløb for sine indestængte følelser i et hastigt opbyggeligt frændskab med naboens svækling af en knægt i den generte og tøsede Thao, der hurtigt får tilnavnet ‘Tåben’. Walt udvikler et beskyttergen, særligt da Thaos kriminelle fætter og bandemedlem gentagne gange forulemper Thao og hans familie. Heri ligger filmens absolutte styrke og svaghed. Styrke for den måde, historien her er konstrueret på, og måden handlingen udvikler sig på, men også svaghed, fordi de svingende skuespilpræstationer og hullede karakteropbygninger her for alvor afsløres.

Manuskriptet opleves nemlig for alvor i syningerne, og der kommer den pålagte konstruktion faktisk til kort. Det er fra starten tydeligt, at Walt har brug for at opnå frelse, inden han skal herfra. Kirken og den ivrige præst, der i den pensionerede krigsveterans optik stadig er våd bag ørerne, gør ellers ihærdige tilnærmelser. Men religion har trods en katolsk baggrund aldrig været vejen frem for den storrygende og tilsyneladende kræftsyge Walt, men måske kan det at se amerikanernes opmalede fjendebillede endeligt i øjnene være en måde at finde sjælen frelse? Og på samme måde er det måske Eastwoods måde at finde frelse, inden livet er omme, fordi han som våbenfør ung mand i sin tid aldrig selv deltog i amerikanernes indblanding i krigen i Korea?
Video

“Gran Torino” præsenteres i et jævnt udseende anamorphic widescreen 2.40:1-format, som ikke imponerer. Der er undervejs tilfælde af både edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens udtværinger ikke forekommer. Det let desaturerede udtryk præges desuden af udsving i kontrasten, om end farvetemperaturen ligger på et stabilt leje.

Audio

Bedre er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er tydelig og uden overstyringer. Den del suppleres af en detaljerig og velproportioneret atmosfære, flere distinkte effektlyde samt den yderst velvalgte underlægningsmusik underneden.

Ekstramateriale

Det begrænsede ekstramateriale trakterer med den knap ti minutter lange “Manning the Wheel”, hvor bilen Gran Torino’ens rolle i filmen berøres igennem interviews og klip fra “Gran Torino”. Eneste supplement dertil er et endnu kortere indslag fra et amerikansk biltræf, hvor bilen – denne gang i en generel kontekst – og dennes rolle for den respektive ejer diskuteres. Med en spilletid på under et kvarter er det med andre ord ikke ekstramaterialet, man bør investere i udgivelsen for.

Det store spørgsmål er, om Clint Eastwood qua sin tiltagende alder er blevet for gammel til at være med, hvor det gælder? Umiddelbart må svaret være et usikkert nej til den udmelding. Ganske vist er “Gran Torino” langt fra det bedste, der er set fra den legendariske instruktør og skuespillers rynkede hånd, men alligevel viser han i fragmenter, hvorfra han har opnået sin særstatus. Når vi ved, hvad han i virkeligheden kan, så skuffer det ikke desto mindre at se hans håndværk så sløset ført ud i livet, som det her er tilfældet.

Gran Torino

5 6
Væk fra min græsplane!

Efter at have overværet Clint Eastwood som den hårdkogte aldrende gnavpot i “Gran Torino” var jeg særdeles overrasket over at læse, at rollen faktisk ikke blev skrevet specifikt til ham, for sjældent har man dog set en karakter, hvor rolle og skuespiller går så entydigt op i en højere enhed.

Hele Eastwoods bagkatalog synes i det hele taget at være en medspiller i filmen, hvor hver eneste del af skuespillerens velkendte mimik (sammenknibningen af øjnene, en snerren som en arrig bjørn – og ikke mindst den formidable levering af de slagkraftige punch-lines) synes at udgøre en hel symfoni af musikstykker, der vækker minder om alle de fandenivoldske personligheder, som Eastwood har spillet gennem sin lange karriere.

I denne film spiller han Walt Kowalski, en benhård Korea-krigsveteran, der for nylig også er blevet enkemand, hvilket ikke just har gjort ham mildere i sulet. Han er en små-racistisk, ubehagelig gammel størrelse, der kun føler skuffelse over sin selvcentrerede familie, og som i stedet har vendt det hele ryggen og nu blot bruger tiden på at suge øl på verandaen, når han da ikke lige hygger om sit kæreste eje: En Gran Torino fra 1972, som han har holdt i perfekt stand. Nabolaget vækker ikke den store begejstring hos ham længere, og han er ikke mindst led af de asiatiske tilflyttere, der er rykket ind ved siden af. Walt er muligvis så godt som færdig med livet, men livet er dog lang fra færdig med Walt, og da nabodrengen udsættes for et overfald, griber den gamle mand til handling.

“Gran Torino” følger herefter en klassisk formel, for naturligvis kommer den hårde negl til at tø op over for sine naboer og blive et bedre og mere rummeligt menneske, men samtidig er filmen også kløgtig nok til ikke at overspille sine kort. Ja vist bliver den gamle mand et bedre menneske, men han udskifter ikke sin politisk ukorrekte facon, og Eastwood spiller ham uden omsvøb og uden undskyldninger, som en led gammel satan man alligevel ikke kan lade være med at holde af.

I den altdominerende hovedrolle er Eastwood selve definitionen på perfektion, og hvis han havde modtaget en Oscarnominering for rollen, havde det ærlig talt kun været passende. Som den gamle gnavpotte er han hård som bare fanden, og selvom han måske ikke kan matche de unge lømler i fysik længere, så er hans evne til at intimidere dem – godt hjulpet af en udsædvanlig stor skyder – svært overbevisende. ”Jeg skyder hovedet af dig, og går derefter ind og sover som en baby!” snerrer han, og man tror ham gerne. Rollen er dog ikke kun alvorlig, men beviser også Eastwoods evne som komisk skuespiller, og synet af ham, da han omsider overgiver sig til de asiatiske husmødres kogekunst og opvartning, er rent ud sag ubetaleligt.

Den håndfaste Walt vækker hurtigt glade minder om “Dirty Harry” og Eastwoods navneløse cowboy, men som instruktør på filmen er der ikke desto mindre en ganske anderledes modenhed over ham, og hvad, der umiddelbart ligner en lige ud ad landevejen hævnfilm, viser sig også at have andre lag. Den kan på mange måder ses i forlængelse af film som “De nådesløse” og “Million Dollar Baby”, som ligeledes nægter at have et forsimplet syn på vold, og den demonstrerer, at han som instruktør muligvis er stærkest, når han fortæller ganske simple historier. Eastwood har bekendtgjort, at denne rolle bliver hans sidste foran kameraet, og selvom det er en bittersød afsked i betragtning af, hvor fremragende han er her, så kunne man dårligt have ønsket sig en bedre afrunding. Da filmen afsluttes med lyden af Eastwoods hæse sangstemme på titelnummeret, er det et bevægende øjeblik af mere end én årsag.

Kort om filmen

Walt Kowalski sidder hver dag på sin veranda og skuler hadefuldt ud på de udenlandske naboer, som synes at have overtaget hele området. Walt er en benhård, ufleksibel og racistisk krigsveteran fra Korea-krigen i en verden fuld af forandring, som bliver tvunget til at konfrontere sine fordomme af sine immigrant-naboer.