Filmen henter dog en del point ind i sin sidste halvdel, hvor handlingen bliver mere koncentreret og som resultat også en hel del bedre. Som alle andre nye animationsfilm, jeg kan komme i tanke om, vises også “Grusomme mig” i 3D, og filmen får da også anvendt effekten til hektiske rutsjebaneture og sugekopper affyret direkte mod lærredet, men ellers har man nu ikke følelsen af, at det ligefrem er tvingende nødvendigt at se den i 3D.
Mest af alt så føles filmen som en reprise-forestilling, hvor man har forsøgt at kombinere Pixars enkle uskyldighed med DreamWorks’ mere grovkornede vitser, og af samme årsag er ens begejstring også afdæmpet. Er filmen så god? Tja, i den første halvdel følte jeg mig restløs og havde vedvarende lyst til at stikke af, og i den anden halvdel var jeg ret glad for, at jeg var blevet. Logikken byder så nærmest at betragte den som halvgod – i hvert fald, hvis man undertrykker trangen til at gå før tid.
