En rar skurk

Det siges ofte, at en James Bond-films kvalitet kan måles på, hvor god skurken er, og på samme måde er skurken ofte en god bid mere spændende at følge end helten. Banditten er trods alt den aktive part – det er ham, der farer ud for at erobre verden, hvorimod heltens mere ordinære andel blot består i at reagere på den fæle plan.

At filmen “Grusomme mig” derfor vælger at placere en sådan slyngel i front er på manger måde en fin ide, men at han måske alligevel ikke er så skurkagtig bliver dog hurtigt tydeligt. For det første lader hans daglige bedrifter mest til at være noget med at punktere børns balloner, parkere ulovligt og bruge sin frysestråle til at tynde ud i lange køer. For det andet ligger hans hemmelige base i kælderen af et gammelt hus i et parcelhuskvarter.

Det der mest af alt optager vores ambitiøse røver med det passende navn Gru er, om han nu også er den mest grumme skurk af dem alle, og netop på det felt må han netop nu se sig slået af den ny opkomling Vector. Han har til trods for sin noget lade fremtoning netop stjålet en af de berømte pyramider og regnes derfor for den største skurk af dem alle i medierne. Hvad man så skal stille op med sådan en stjålen pyramide er et godt spørgsmål, men i denne verden tæller bedrifterne mere end anvendeligheden.

Gru har imidlertid planen, der siger spar to til alle de andre planer, og som endelig kan fastslå hans status som den største skurk af dem alle: Han vil stjæle månen. Til det formål må han imidlertid skaffe en vital frysestråle, som rivalen Vector ligge inde med, og for at få den bliver Gru nødt til at adoptere tre småpiger. Til vores ikke særlig store overraskelse bliver de tre piger det element, der skal tø den semi-fæle Gru op. Historien kommer derfor også hurtigt til at minde om film som “Op” og “Shrek”, hvor gnavne størrelser skal forandres ved hjælp af figurer, der umiddelbart er irriterende, men som alligevel kommer bag det følelsesmæssige panser.

Genkendeligheden hænger i det hele taget over filmen, som hurtigt vækker minder om “De utrolige” med dens mange påhitsomme opfindelser, de 007-agtige jokes og en skurk, som ligner en, der kunne være i familie med Edna Mode. Sammenligningen falder dog ikke ud til denne films fordel. “Grusomme mig” er den første film fra det nyetablerede Illumination Entertainment, og de kan bestemt ikke beskyldes for at holde tilbage med virkemidlerne. Hvis de kan anklages for noget, er det snarere for at forsøge for meget, og man trækkes gennem halvhjertede action-sekvenser, en endeløs række nuttede små gule væsner samt filmens meget åbenlyse forsøg på at fremprovokere tårer. Det er alt sammen gjort hæderligt, men noget forhastet, og man sidder gentagne gange og ønsker, at filmen turde dvæle lidt mere ved de enkelte scener snarere end at spæne videre til den næste af frygt for at komme til at kede sit publikum.