Grusomme mig

InstruktionPierre Coffin, Chris Renaud, Sergio Pablos

MedvirkendeJason Segel, Russell Brand, Ken Jeong, Steve Carell, Kristen Wiig, Will Arnett, Miranda Cosgrove, Julie Andrews, Danny McBride, Mindy Kaling, Jack McBrayer, Jemaine Clement, Elsie Fisher, Dana Gaier

Længde96 min

GenreAnimation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen07/10/2010

Anmeldelse

Grusomme mig

3 6
En rar skurk

Det siges ofte, at en James Bond-films kvalitet kan måles på, hvor god skurken er, og på samme måde er skurken ofte en god bid mere spændende at følge end helten. Banditten er trods alt den aktive part – det er ham, der farer ud for at erobre verden, hvorimod heltens mere ordinære andel blot består i at reagere på den fæle plan.

At filmen “Grusomme mig” derfor vælger at placere en sådan slyngel i front er på manger måde en fin ide, men at han måske alligevel ikke er så skurkagtig bliver dog hurtigt tydeligt. For det første lader hans daglige bedrifter mest til at være noget med at punktere børns balloner, parkere ulovligt og bruge sin frysestråle til at tynde ud i lange køer. For det andet ligger hans hemmelige base i kælderen af et gammelt hus i et parcelhuskvarter.

Det der mest af alt optager vores ambitiøse røver med det passende navn Gru er, om han nu også er den mest grumme skurk af dem alle, og netop på det felt må han netop nu se sig slået af den ny opkomling Vector. Han har til trods for sin noget lade fremtoning netop stjålet en af de berømte pyramider og regnes derfor for den største skurk af dem alle i medierne. Hvad man så skal stille op med sådan en stjålen pyramide er et godt spørgsmål, men i denne verden tæller bedrifterne mere end anvendeligheden.

Gru har imidlertid planen, der siger spar to til alle de andre planer, og som endelig kan fastslå hans status som den største skurk af dem alle: Han vil stjæle månen. Til det formål må han imidlertid skaffe en vital frysestråle, som rivalen Vector ligge inde med, og for at få den bliver Gru nødt til at adoptere tre småpiger. Til vores ikke særlig store overraskelse bliver de tre piger det element, der skal tø den semi-fæle Gru op. Historien kommer derfor også hurtigt til at minde om film som “Op” og “Shrek”, hvor gnavne størrelser skal forandres ved hjælp af figurer, der umiddelbart er irriterende, men som alligevel kommer bag det følelsesmæssige panser.

Genkendeligheden hænger i det hele taget over filmen, som hurtigt vækker minder om “De utrolige” med dens mange påhitsomme opfindelser, de 007-agtige jokes og en skurk, som ligner en, der kunne være i familie med Edna Mode. Sammenligningen falder dog ikke ud til denne films fordel. “Grusomme mig” er den første film fra det nyetablerede Illumination Entertainment, og de kan bestemt ikke beskyldes for at holde tilbage med virkemidlerne. Hvis de kan anklages for noget, er det snarere for at forsøge for meget, og man trækkes gennem halvhjertede action-sekvenser, en endeløs række nuttede små gule væsner samt filmens meget åbenlyse forsøg på at fremprovokere tårer. Det er alt sammen gjort hæderligt, men noget forhastet, og man sidder gentagne gange og ønsker, at filmen turde dvæle lidt mere ved de enkelte scener snarere end at spæne videre til den næste af frygt for at komme til at kede sit publikum.

Filmen henter dog en del point ind i sin sidste halvdel, hvor handlingen bliver mere koncentreret og som resultat også en hel del bedre. Som alle andre nye animationsfilm, jeg kan komme i tanke om, vises også “Grusomme mig” i 3D, og filmen får da også anvendt effekten til hektiske rutsjebaneture og sugekopper affyret direkte mod lærredet, men ellers har man nu ikke følelsen af, at det ligefrem er tvingende nødvendigt at se den i 3D.

Mest af alt så føles filmen som en reprise-forestilling, hvor man har forsøgt at kombinere Pixars enkle uskyldighed med DreamWorks’ mere grovkornede vitser, og af samme årsag er ens begejstring også afdæmpet. Er filmen så god? Tja, i den første halvdel følte jeg mig restløs og havde vedvarende lyst til at stikke af, og i den anden halvdel var jeg ret glad for, at jeg var blevet. Logikken byder så nærmest at betragte den som halvgod – i hvert fald, hvis man undertrykker trangen til at gå før tid.

Kort om filmen

Midt i det lykkelige forstadskvarter med dets hvide stakitter og blomstrende rosenbuske står der et mærkeligt dystert hus omgivet af en gold, udtørret plæne. I denne dunkle hule planlægger Gru sit store kup. Sammen med sine lydige håndlangere forbereder han en aktion, der vil slå verden – og ikke mindst hans aldeles uvidende naboer i sovebyen – med rædsel og overraskelse. Hans plan er at stjæle månen!