“Himlen over Havana” tænker en masse dybe tanker for dig. Et livsfilosofisk kammerspil på stive gamle ben, der lige så godt kunne have været en rost roman i Politikens Bogklub. Havana spiller den forsvindende lille rolle som baggrundslyd, og det er egentlig aldrig tydeligt, hvorfor Cantet har lagt sin debataften lige her. Men man kan selvfølgelig altid læne sig tilbage, kigge op i himlen og drømme sig væk til de taler dér.
