Her tages så mange afstikkere, at målet og kilden, hvor alt springer fra, fortoner sig i sørgelige replikker og lange grædende blikke. Det klare, samlede udtryk, der giver den store indlevelse og forløsning udebliver, og der er mange løse ender, der flyder uskønt bag det glidende kamera. Måske Katell Quillévéré skulle få hjælp af en hjertekirurg med ekspertise i at binde vener og arterier sammen? Eller Dagur Kari.
