“Huden jeg bor i” er en underligt tiltrækkende film, hvor menneskets mørkeste depravationer udstilles på smukkeste og mest absurde vis. Selv operationsbordets stålkolde instrumenter synes at drage i Almodóvars forskruede optik. Man kan ligefrem tale om en egen operationsæstetik i filmen, hvor koblingen mælkehvid hud, mintgrønt dæklagen og skinnende skalpel på én gang forfører øjet og forstyrrer sindet. Modstillet med den rørende “Alt om min mor” kan “Huden jeg bor i” umiddelbart virke fuldstændig overfladisk i sin gennemkonstruerede horror/noir-selvbevidsthed. Men overfladen og dét, der møder øjet, er netop pointen hos Almodóvar denne gang. Og dét mestrer han om nogen at udstille.
#11 Slettet Bruger [1958541612] 13 år siden
#12 Twister 13 år siden
Sådan har jeg det også.
En stor oplevelse synes jeg! Sidder stadig og bearbejder filmen i mit hoved så der går nok lige lidt tid inden jeg kan ligge mig helt fast på en specifik karakter, men umiddelbart er jeg meget begejstret. Synes måske filmen dykker en smule i kvalitet ved første flashback hvorefter det virker som om filmen lige skal bruge lidt tid på at få arbejdet sig op på samme niveau som de første 20 minutter. Sidste del af filmen virker dog fantastisk.
Er i øvrigt også fuldstændig vild med den visuelle side af filmen som var fantastisk smuk og velfungerende kontrapunktisk til hvad filmen egentlig handler om.
Jeg ender nok på en 8-9/10 og filmen får en sikker plads på min top 80 som det ser ud lige nu :)