Summa summarum: “Hvad med Kevin?” byder på stærke og troværdige skuespillerpræstationer, og billedsiden er slagkraftig og unik. Men bag filmens chokerende, men også forførende facade gemmer der sig en noget langtrukken historie, som svælger lidt for meget i ren og skær elendighed. Ramsay får for alvor udpenslet det forrådne forhold mellem Kevin og Eva, men man savner virkelig noget variation og adspredelse, og slutningen, som tydeligvis er udset til at chokere, er for forudsigelig. Hvis Ramsay havde tilføjet bare en snert af kærlighed til forholdet mellem mor og søn, havde man formentlig følt en større fortvivlelse til slut, og helhedsindtrykket var formentlig blevet stærkere.
#1 sluppermand 12 år siden
#2 PredatorX 12 år siden
2/6
#3 AstaSN 12 år siden
5/6
#4 PredatorX 12 år siden
Helt enig... Det må egentlig være en svær film at markedsføre.
#5 Slettet Bruger [2507325570] 12 år siden
Og det er et ganske glimrende spørgsmål at stille i den vestlige verden. Folk der får børn ophæves næsten til guddommelig status og børn er små prinser og prinsesser i deres forældres øjne, samtidig med, at man får indtryk af at en fødsel er nærmest en religiøs oplevelse og alle børn naturligvis er ønskebørn.
Folk glemmer ofte, at der er en stor verden, hvor det ikke er tilfældet og selv i den vestlige verden, er der jo masser af børn der tabes på gulvet af forskellige årsager og selvfølgelig er der forældre derude, der fortryder at de nogensinde har fået børn.
Man ofte får man indtrykket af, at man helst ikke vil pille vores verdensopfattelse og derfor diskuteres sådanne ting ikke.
#6 AstaSN 12 år siden
Lige præcis. At et barn lider af omsorgssvigt i en tidlig alder, kan få fatale konsekvenser. Kommer svigtet fra den primære omsorgsperson -oftest moderen- og inden barnets 2. leveår, kan det medfører personlighedsforstyrrelser, hvilket jeg mener er en meget vigtig problemstilling, for denne film.
Det er stadig tabu at snakke om, at man ikke elsker sit barn (Vil godt selv stå ved, at der gik nogle uger, før jeg blev smask forelsket i min datter), og hvis man så samtidig er kvinde i 30'erne, ligesom Eva (og mig selv), med karriere og faste rutiner er det en kæmpe omvæltning, at være så bundet at et lille væsen der bare kræver og kræver. En ny undersøgelse har også vist, at netop kvinder i den alder har større risiko for, at udvikle fødselsdepression.