Psykologisk puslespil

Umiddelbart føles det, som om en pokkers masse usammenhængende brikker bliver kastet i hovedet på en i anslaget af “Hvad med Kevin?”. Men som handlingen skrider frem, falder brikkerne stille og rolig på plads i et sindsoprivende og chokerende puslespil, der hjemsøger sindet i dagevis. Vær dog advaret: Hvis du er overvejer at blive forælder inden for nærmeste fremtid, bør du prompte styre uden om “Hvad med Kevin?”.

Eva (Tilda Swinton) er gift med den fredsommelige Franklin (John C. Reilly). En skønne dag falder snakken på børn, men Franklin lader til at være langt mere begejstret for tanken om rollinger i hjemmet end sin hustru. Eva føder dog modstridende deres første barn, Kevin. Lige fra start synes det at være et helvede for Eva at være mor, særligt fordi den intelligente Kevin mærker hendes forsømmelighed i moderrollen og derfor behandler sin moder med et frygtindgydende had, som går direkte gennem marv og ben. Det dysfunktionelle forhold mellem mor og søn bliver bestemt ikke bedre med årene, og en voldsom tragedie lurer i horisonten.

I “Hvad med Kevin?” slynges man hyppigt rundt i tid og rum. Det ene øjeblik befinder vi os i Evas drømme, det næste befinder vi os i et fængsel, hvorefter vi pludseligt befinder os i familiens forstadshjem. Indimellem higer man efter en rød tråd, såsom da Eva pludseligt får en lussing midt på gaden af en fremmed kvinde, som vi aldrig lærer at kende. Hvad skal det nu betyde? Men instruktøren Lynne Ramsay kompenserer udmærket for sine narrative fejlskud med en insisterende og særdeles effektiv brug af kraftfulde billeder – eksempelvis i anslaget, som skildrer Evas mareridt, hvor hundredvis af mennesker vælter rundt i en rød, udefinerlig masse. Følelsen af væmmelse er direkte overvældende.

Rollen som Kevin synes nærmest skræddersyet til det talentfulde stjernefrø Ezra Miller. I filmen “Another Happy Day” af Sam Levinson, hvor Miller spiller den konfliktramte Elliot, serveres vi for en skildring af en helt anden type teenager, men i begge film rammer Miller plet med sit portræt af en plaget knægt. I rollen som Kevin fremstår han særdeles koldblodig, men han disker ikke op med et todimensionalt skurkebillede. Man forstår, hvorfor Kevin er endt således. En nuanceret og fascinerende toppræstation.

Swinton brillerer med sin mimik. Uden at sige et ord forstår man nøjagtig, hvad hun føler og tænker, og fotograferne er ferme til at fange Swintons nøjagtige gestikulationer. Det, der er særligt underfundigt ved disse karakterer, er, at selvom de befinder sig i et hadsk miljø, hvor psykiske og fysiske ondskabsfuldheder fylder hverdagen, så får man som tilskuer ikke noget had til nogen af karaktererne. Kun ren og skær medlidenhed.