Richard Nelsons manuskript løber på kun 94 minutter spidsrod mellem alt for mange handlingstråde, og man når aldrig at blive rigtig engageret i nogen af dem. Er det en film om det komplicerede forhold mellem USA’s 32. præsident og dennes kusine i sjette led eller en film om skrøbelige, diplomatiske forbindelser på tærsklen til 2. verdenskrig? Eller måske en film om forskellen på USA og England? Eller noget helt fjerde?
Der bruges meget lidt tid på politik i forhold til, at “Hyde Park on Hudson” er en film om en præsident. Ikke ét ord om New Deal. I stedet får man en slags luftig stemningsreportage fra Hyde Park anno 1939 tilsat skønne toner fra Glen Miller og The Ink Spots. En picnic før krigsbrølet med masser af cocktails, sjusser, utroskab og selvfølgelig hotdogs. Glimtvis underholdende og svælgende i saftige halvsandheder. Men på ingen måde en helstøbt filmoplevelse.
