Hyde Park on Hudson
Udgivet 19. jun 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hvor stor betydning kan man lægge i den simple og meget hverdagsagtige gerning at spise en hotdog? Jo, faktisk ville verden, som vi kender den i dag, ikke have været den samme, hvis ikke Englands Kong George VI i 1939 havde sat tænderne i netop en hotdog under et besøg i USA. Det er påstanden i britiske Roger Michells (“Notting Hill”) kostume-komediedrama “Hyde Park on Hudson”. En rigeligt søgt præmis, der bankes fast med syvtommersøm igen og igen. Men egentlig også en meget interessant tanke, man gerne vil lege med på.
I kulisserne foregår alskens utroskabsfnidder. Præsidenten har besnæret sin fjerne kusine, Daisy (Laura Linney) – filmens fortællerstemme. Det er gennem Daisys øjne, vi oplever weekenden og kultursammenstødet mellem den afslappede, amerikanske way of life og den stive, britiske overlæbe. Først er Bertie og Elizabeth mistroiske over for deres amerikanske værters intentioner. Hvorfor i alverden skal der serveres hotdogs til picnicen? Er de ude på at gøre nar? Men et par cocktails udretter som bekendt underværker, og snart er forholdet mellem den polioplagede Roosevelt og den stammende konge helt far/søn-lignende.
I “Kongens store tale” fortalte Tom Hooper både flot og fokuseret om den stammende Berties vej til den britiske trone og hans afgørende tale til nationen i netop 1939. “Hyde Park on Hudson”, der udspiller sig tre måneder, før Bertie giver sin berømte tale, er langt fra så helstøbt et værk som Hoopers film.
Richard Nelsons manuskript løber på kun 94 minutter spidsrod mellem alt for mange handlingstråde, og man når aldrig at blive rigtig engageret i nogen af dem. Er det en film om det komplicerede forhold mellem USA’s 32. præsident og dennes kusine i sjette led eller en film om skrøbelige, diplomatiske forbindelser på tærsklen til 2. verdenskrig? Eller måske en film om forskellen på USA og England? Eller noget helt fjerde?
Der bruges meget lidt tid på politik i forhold til, at “Hyde Park on Hudson” er en film om en præsident. Ikke ét ord om New Deal. I stedet får man en slags luftig stemningsreportage fra Hyde Park anno 1939 tilsat skønne toner fra Glen Miller og The Ink Spots. En picnic før krigsbrølet med masser af cocktails, sjusser, utroskab og selvfølgelig hotdogs. Glimtvis underholdende og svælgende i saftige halvsandheder. Men på ingen måde en helstøbt filmoplevelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet