Det er sjældent, jeg ønsker, at en film havde været længere. Men den triste, sandfærdige historie om en død teenager, der blev svigtet af retssystemet, havde fortjent lidt mere luft til at tage hånd om sine karakterer. Som den står, er “I min datters navn” en stakåndet anklage mod et retssystem, der ikke var sin opgave voksen. Men karaktererne får ikke tid til at blive mere end navne i obduktionsrapporter og anklageskrifter. Og det er altså synd.
