Takashi Miikes “Ichi the Killer” er modbydelig og væmmelig, og der spares absolut ikke på mørkerødt teaterblod eller chokerende, udpenslede nærbilleder af usmagelig tortur. Men den kontroversielle thriller er forbavsende intelligent, uhyre vellavet, morsom og desuden virkelig tankevækkende. Udgivelsens transfer er middelmådigt, men lydsporet er heldigvis glimrende. Mængden af ekstramateriale er ikke just enorm, men der medfølger dog nogle interessante interviews. Hvis du er dristig og nysgerrig, så giv endelig “Ichi the Killer” en chance – bare sørg for at have fjernbetjeningen indenfor rækkevidde, i tilfælde af du bliver nødt til at holde en kort hvilepause.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#21 Highland Park 17 år siden

Sorry, det er korrekt! ;)
Besynderligt... når nu man har udgivet så meget andet... men det kommer vel på et tidspunkt.
Ja, jeg har da også netop genlæst din anmeldelse, inden jeg skrev ovenstående. Fin, meget rammende vurdering - jeg er helt enig. Kunne så til gengæld være fedt hvis I anmeldte flere af udgivelserne.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#22 procsus 17 år siden

Total sygko-film, men langt fra uinteressant, og den får derfor 4 stjerner fra undertegnede.
Jeg har kun set den en enkelt gang, men jeg mener den skal ses et par gange, for at fatte den helt igennem. Jeg var i hvert fald i 'wtf-mode' da rulleteksterne begyndte, og det er ellers sjældent jeg sidder med den følelse.
Sympathy trilogien, er dog, efter min mening, uden tvivl de tre bedste sygko-film fra asien. :)
Gravatar

#23 rockysds 17 år siden

#22 Ja, de er rigtig gode til at lave film om kogalskab i Asien ;)
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Gravatar

#24 filmz-Le Samouraï 17 år siden

#15 - Jeg er nu ikke specielt enig i, at hans film minder stilmæssigt meget om hinanden - i hvert fald ikke, hvis man har set mere end 3-4 stykker. Han bruger godt nok mange af de samme nøglepersoner igen og igen, men i interviews gør han altid opmærksom på, at en stærk motiverende faktor for både ham og holdet altid er at forsøge at gøre det anderledes end sidst. Han kredser altid om de samme ting tematisk og gør ofte brug af groteske indslag, men stilistisk er der en verden til forskel mellem Ichi og film som The Happiness of the Katakuris, Audition, The Bird People of China og Full Metal Gokudô. Ichis energiske montage minder nok mest om den første Dead or Alive, men den er heller ikke så repræsentativ for resten af Miikes oeuvre.

#17 - Hvis det er blodet, de holder dig fra Audition, så kan du roligt se den. Den er ikke særligt explicit grafisk. Faktisk er det mere antydningen af handlinger (bevægelser koblet med lydeffekter), der er ubehagelige - præcis som de "værste" scener i Ichi, der heller ikke vises direkte (fx den med brysterne).

Jeg er i øvrigt helt enig: Hvis du undgår Audition, så snyder du dig for et hovedværk, og - iøvrigt - en på sin helt egen vis meget smuk film.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
Gravatar

#25 The Insider 17 år siden

Okay... det lyder til, jeg bør sætte liv og lemmer på spil og få set Audition. Men hvis jeg besvimer og smadrer en vase i faldet, så sender jeg en regning! :-)
War. War never changes.
Gravatar

#26 dolphinfriendly 17 år siden

#9 Overhovedet ikke - jeg synes heller ikke specielt godt om Ichi. Og det er til trods for, at jeg godt kan se elementer der fungerer ganske fint og som sådan synes jeg der stilles interessante spørgsmål omkring vold på film. Det er såment bare ikke en film der falder i min smag.

Gravatar

#27 filmz-Le Samouraï 17 år siden

Det er også langt fra en perfekt film. Jeg køber bare ikke de typiske argumenter om, at det er "vold for voldens skyld" eller, at Takashi Miike ikke er andet end groteske elementer iblandet et skvæt humor.

Koroshiya Ichi handler om de samme ting, som stort set alle Miikes film: Rodløshed, afsavn og behovet for tryghed og de nære forbindelser, oftest i form af familie eller et surrogat. Ichi er i bund og grund en slags bizar kærlighedshistorie om underkastelse og kontrol, og to mænd, der hver især leder efter den perfekte partner.

Kakihara er hardcore maschocist. Hans motiv til at lede efter Anjo er ikke så meget loyalitet, som det er Anjos evner som sadist. Faktisk er Kakiharas loyalitet og respekt for yakuzaens regler forsvindende lille, hvilket hans demonstrerer flere gange. Hans mål er ikke hævn, men Ichi selv og dennes evner, som Kakihara udtrykker stor beundring for.

Ichi omvendt er hjernevasket og har et forkvaklet forhold til seksualitet og vold. Han tager på den ene side afstand fra (de indbildte?) "bøller" i sin fortid og hævner sig indirekte på dem ved at slagte alle, der opfører sig på samme måde. Men han ophidses også af sine handlinger og søger den totale underkastelse.

Det er de to mænds drifter, der er den dramatiske motor. Og det er skuffelsen over den manglende forløsning til sidst, hvor Ichi viser sig ikke at kunne leve op til Kakiharas forventninger, der gør, at Kakihara digter sig egen lille fantasifulde finale.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5

Skriv ny kommentar: