Takashi Miikes “Ichi the Killer” er modbydelig og væmmelig, og der spares absolut ikke på mørkerødt teaterblod eller chokerende, udpenslede nærbilleder af usmagelig tortur. Men den kontroversielle thriller er forbavsende intelligent, uhyre vellavet, morsom og desuden virkelig tankevækkende. Udgivelsens transfer er middelmådigt, men lydsporet er heldigvis glimrende. Mængden af ekstramateriale er ikke just enorm, men der medfølger dog nogle interessante interviews. Hvis du er dristig og nysgerrig, så giv endelig “Ichi the Killer” en chance – bare sørg for at have fjernbetjeningen indenfor rækkevidde, i tilfælde af du bliver nødt til at holde en kort hvilepause.
#21 Highland Park 17 år siden
Besynderligt... når nu man har udgivet så meget andet... men det kommer vel på et tidspunkt.
Ja, jeg har da også netop genlæst din anmeldelse, inden jeg skrev ovenstående. Fin, meget rammende vurdering - jeg er helt enig. Kunne så til gengæld være fedt hvis I anmeldte flere af udgivelserne.
#22 procsus 17 år siden
Jeg har kun set den en enkelt gang, men jeg mener den skal ses et par gange, for at fatte den helt igennem. Jeg var i hvert fald i 'wtf-mode' da rulleteksterne begyndte, og det er ellers sjældent jeg sidder med den følelse.
Sympathy trilogien, er dog, efter min mening, uden tvivl de tre bedste sygko-film fra asien. :)
#23 rockysds 17 år siden
#24 filmz-Le Samouraï 17 år siden
#17 - Hvis det er blodet, de holder dig fra Audition, så kan du roligt se den. Den er ikke særligt explicit grafisk. Faktisk er det mere antydningen af handlinger (bevægelser koblet med lydeffekter), der er ubehagelige - præcis som de "værste" scener i Ichi, der heller ikke vises direkte (fx den med brysterne).
Jeg er i øvrigt helt enig: Hvis du undgår Audition, så snyder du dig for et hovedværk, og - iøvrigt - en på sin helt egen vis meget smuk film.
#25 The Insider 17 år siden
#26 dolphinfriendly 17 år siden
#27 filmz-Le Samouraï 17 år siden
Koroshiya Ichi handler om de samme ting, som stort set alle Miikes film: Rodløshed, afsavn og behovet for tryghed og de nære forbindelser, oftest i form af familie eller et surrogat. Ichi er i bund og grund en slags bizar kærlighedshistorie om underkastelse og kontrol, og to mænd, der hver især leder efter den perfekte partner.
Kakihara er hardcore maschocist. Hans motiv til at lede efter Anjo er ikke så meget loyalitet, som det er Anjos evner som sadist. Faktisk er Kakiharas loyalitet og respekt for yakuzaens regler forsvindende lille, hvilket hans demonstrerer flere gange. Hans mål er ikke hævn, men Ichi selv og dennes evner, som Kakihara udtrykker stor beundring for.
Ichi omvendt er hjernevasket og har et forkvaklet forhold til seksualitet og vold. Han tager på den ene side afstand fra (de indbildte?) "bøller" i sin fortid og hævner sig indirekte på dem ved at slagte alle, der opfører sig på samme måde. Men han ophidses også af sine handlinger og søger den totale underkastelse.
Det er de to mænds drifter, der er den dramatiske motor. Og det er skuffelsen over den manglende forløsning til sidst, hvor Ichi viser sig ikke at kunne leve op til Kakiharas forventninger, der gør, at Kakihara digter sig egen lille fantasifulde finale.