Der ligger en meget spændende beretning gemt i “The Imposter”. Der er både den, vi bliver fortalt (historien om en 23-årig knægt, som narrede alle til at tro, at han var en forsvunden, 16-årig dreng), og den, vi ikke bliver fortalt (hvad der egentlig skete med Nicholas Barclay og hvilke mareridt, der gemte sig bag Barclay-familiens fire vægge). Den sidstnævnte historie får vi enkelte vink om via en sent introduceret privatdetektiv og et enkelt interview med en nabo, men den fulde historie bliver der aldrig indgående fortalt om, selvom den i sig selv kunne give svaret på mysteriet om den forsvundne dreng.
Men en dokumentarfilm består selvsagt kun af det, som filmskaberen vælger at vise, og man kunne have ønsket, at Layton havde vist mere af forklaringen og mindre af mysteriet. Der er så meget godt i “The Imposter”, og selve historien viser, at virkeligheden sommetider overgår fantasien. Det er bare ærgerligt, at Layton ikke helt selv tror på det og derfor selv prøver at manipulere sandheden i en film, der ikke behøver den slags fusk.
