Imposter, The
Udgivet 17. okt 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Dokumentarfilm lyver. De har kameraets fire hjørner at gøre godt med, og det er filmskabernes ansvar at udvælge, hvad de viser inden for rammen. Der er altid noget, de ikke får med. Ergo, de lyver, men de fortæller også sandheden. De viser os virkeligheden – bare en nøje tilrettelagt virkelighed. De viser os udvalgte interviewstumper og sætter historien sammen på den bedst mulige måde med musik som akkompagnement. Hvis man vil fortælle sandheden i dokumentarfilm, må man også lyve lidt. “The Imposter” håber bare, at tilskueren ikke spekulerer over løgnen.
“The Imposter” har alle de elementer, der ofte findes i en spændende fiktionsfilm: Den smådumme, men godhjertede søster… privatdetektiven med forfølgelsesvanvid… FBI-agenten, der vil have den måske-skyldige dømt, uanset hvor mange gange, den anklagede skal igennem en løgnedetektor… Filmen rummer også en dysfunktionel familie, modstridende forklaringer og en bagmand, der med et barnagtigt smil afværger alle de alvorlige anklager imod ham. Derudover har den også gode replikker og scener, såsom da en ignorant amerikaner udbryder ”Spanien? Er det i den anden side af landet?” til detektiven, der ikke forstår, hvorfor professionelle FBI-agenter ikke har tid til at høre ham fortælle om menneskeører dagen lang. Det er lige til en god krimi tilsat lidt humor.
Med sin nådesløse fremtoning er “The Imposter” dog en meget seværdig dokumentarfilm om mennesker. Mennesker, der søger så voldsomt efter svar, at de vil gøre hvad som helst for at få dem; og mennesker, der hungrer så meget efter substans i tilværelsen, at de vil sige hvad som helst til hvem som helst. Filmen tager sig nogle voldsomme friheder i sin fortællestil, men den får trods alt sin historie fortalt. Og endda på en usædvanligt nervepirrende facon.
Der ligger en meget spændende beretning gemt i “The Imposter”. Der er både den, vi bliver fortalt (historien om en 23-årig knægt, som narrede alle til at tro, at han var en forsvunden, 16-årig dreng), og den, vi ikke bliver fortalt (hvad der egentlig skete med Nicholas Barclay og hvilke mareridt, der gemte sig bag Barclay-familiens fire vægge). Den sidstnævnte historie får vi enkelte vink om via en sent introduceret privatdetektiv og et enkelt interview med en nabo, men den fulde historie bliver der aldrig indgående fortalt om, selvom den i sig selv kunne give svaret på mysteriet om den forsvundne dreng.
Men en dokumentarfilm består selvsagt kun af det, som filmskaberen vælger at vise, og man kunne have ønsket, at Layton havde vist mere af forklaringen og mindre af mysteriet. Der er så meget godt i “The Imposter”, og selve historien viser, at virkeligheden sommetider overgår fantasien. Det er bare ærgerligt, at Layton ikke helt selv tror på det og derfor selv prøver at manipulere sandheden i en film, der ikke behøver den slags fusk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet