Jeg kan egentlig bedst lide, når Woody Allen tilsætter mord til sin trylledrik. Mørket klæder ham, fordi grundtonen alligevel er så drillende. Denne gang sænker mørket sig ikke helt så tilfredsstillende som i “Små og store synder” og “Match Point”. Der var der ægte suspense, hvor mordet gjorde ondt. Her bliver det blot en del af en irrationel mands filosofiske spil, imens han forfører endnu en studine. Måske bliver det ikke mere rationelt end netop det?
