Filosofi og straf

”Jeg er en rationel mand.” Sådan erklærede Colin Firths mandlige hovedrolle i Woody Allen version 2014 med titlen “Magic in the Moonlight”. Det var en af de lette Allen-film, hvorfor det er helt naturligt, at Woody version 2015 er en af de tunge, der selvfølgelig hedder “Irrational Man”. Joaquin Phoenix er denne gang Woody Allens stedfortræder som liderlig intellektuel, der snakker trussen af Emma Stones studine, imens et mord planlægges. Det er Woody Allen – det samme, men anderledes.

For det er intet nyt. Det hele er set før. I “Små og store synder”. Og “Match Point”. De dybe(re) Allen-film, hvor det vaneklassiske kærligheds-setup krydres med morderiske Dostojevskij-referencer. Denne gang er det Joaquin Phoenix, der får lov at lege Raskolnikov – Dostojevskijs moralske morder. Den mest kraftfulde skuespiller i sin generation, Phoenix, er den irrationelle mand, filosofiprofessoren Abe, med en dunk af en mave, som Phoenix har slæbt med fra sin hovedrolle i “Inherent Vice”. Og det er ikke det eneste, han slæber med derfra. Igen går han påvirket ind i en mørk verden.

Denne gang påvirket af rigelige mængder whisky og et ry som damernes mand, da han ankommer med tunge filosofi-afhandlinger på sit cv til det lille forstadsuniversitet. Han savner handling, mindre verbal onani. Den akademiske verden er blevet ligegyldigt pladder for ham – nu gælder det den virkelige verden. Han vil begå den perfekte forbrydelse. Et mord, der gør verden et dumt svin fattigere. Og ligesom i “Match Point” er det tilfældet, som vil afgøre, om forbrydelsen efterfølges af en straf. Joaquin Phoenix er god som manden med mord i de fordrukne øjne. Akademisk beregnende retfærdiggør han tanken om det moralsk rigtige mord. For en sjælden gangs skyld er Phoenix fokuseret. Ikke tæmmet, men bare heller ikke ukontrolleret over det hele som senest i “Inherent Vice”. Woody Allens konceptstramme rammer gør ham godt.

Og så er der kvinden. Allen elsker at genbruge sine kvinder. Senest Scarlett Johansson, der nu er afløst af en endnu yngre model, søde Emma Stone med de store øjne og de små fregner. Hun er genganger fra “Magic in the Moonlight”, hvor hun blev ungpigeforelsket i røvhullet Colin Firth. Den rolle gentager hun nu bare med Joaquin Phoenix som røvhul. Og selv om det er Abe, der er langt ude, så er det egentlig mest Stones studine, Jill, der bliver gjort til grin.

Det er hende, som Allen spidder med sine sarkastisk drillende jazzovergange. Hun har regnet den ud. Vil finde og frelse en akademisk badboy, det forpinte geni, men bag den akademiske ordflom finder hun kun en liderlig morder, der ikke kan eller vil reddes. Det ved alle lige fra den første ironisk distancerede voice-over, som er endnu en standardingrediens i Woodyland. Ja, lige undtaget Jill selv, der må lære det på den hårdeste måde i løbet af “Irrational Man” – på samme måde som Scarlett Johansson måtte lære det om Javier Bardems knuste kunstner i “Vicky Cristina Barcelona”.