Irrational Man
Udgivet 11. aug 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
”Jeg er en rationel mand.” Sådan erklærede Colin Firths mandlige hovedrolle i Woody Allen version 2014 med titlen “Magic in the Moonlight”. Det var en af de lette Allen-film, hvorfor det er helt naturligt, at Woody version 2015 er en af de tunge, der selvfølgelig hedder “Irrational Man”. Joaquin Phoenix er denne gang Woody Allens stedfortræder som liderlig intellektuel, der snakker trussen af Emma Stones studine, imens et mord planlægges. Det er Woody Allen – det samme, men anderledes.
Denne gang påvirket af rigelige mængder whisky og et ry som damernes mand, da han ankommer med tunge filosofi-afhandlinger på sit cv til det lille forstadsuniversitet. Han savner handling, mindre verbal onani. Den akademiske verden er blevet ligegyldigt pladder for ham – nu gælder det den virkelige verden. Han vil begå den perfekte forbrydelse. Et mord, der gør verden et dumt svin fattigere. Og ligesom i “Match Point” er det tilfældet, som vil afgøre, om forbrydelsen efterfølges af en straf. Joaquin Phoenix er god som manden med mord i de fordrukne øjne. Akademisk beregnende retfærdiggør han tanken om det moralsk rigtige mord. For en sjælden gangs skyld er Phoenix fokuseret. Ikke tæmmet, men bare heller ikke ukontrolleret over det hele som senest i “Inherent Vice”. Woody Allens konceptstramme rammer gør ham godt.
Det er hende, som Allen spidder med sine sarkastisk drillende jazzovergange. Hun har regnet den ud. Vil finde og frelse en akademisk badboy, det forpinte geni, men bag den akademiske ordflom finder hun kun en liderlig morder, der ikke kan eller vil reddes. Det ved alle lige fra den første ironisk distancerede voice-over, som er endnu en standardingrediens i Woodyland. Ja, lige undtaget Jill selv, der må lære det på den hårdeste måde i løbet af “Irrational Man” – på samme måde som Scarlett Johansson måtte lære det om Javier Bardems knuste kunstner i “Vicky Cristina Barcelona”.
Jeg kan egentlig bedst lide, når Woody Allen tilsætter mord til sin trylledrik. Mørket klæder ham, fordi grundtonen alligevel er så drillende. Denne gang sænker mørket sig ikke helt så tilfredsstillende som i “Små og store synder” og “Match Point”. Der var der ægte suspense, hvor mordet gjorde ondt. Her bliver det blot en del af en irrationel mands filosofiske spil, imens han forfører endnu en studine. Måske bliver det ikke mere rationelt end netop det?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet