Det ville nok være i overkanten at kalde en biopic om Jaques Cousteau for “Philippe”. Men det er sønnen, der er den altafgørende karakter. Det er ham, der trækker Salles lidt tunge fortælling frem. I lange perioder er fader Cousteau en birolle i sin egen film, en lynafleder, som de andre kaster følelser op af, mens han står stoisk og kigger ned i vandet. Og måske er det tæt på sandheden, men jeg tager altså hellere drømmeturen ned med den messende monsieur og hans gamle dokumentarer.
