Snorkeltur i overfladen

Han virker som sådan en rar gammel dykker, Jacques Cousteau, som han står der på dækket og smiler under den røde hue. En kombination af Kaptajn Haddock, Tintin og Professor Tournesol med eventyrer-appel til raske piger og drenge. Men virkeligheden er ikke overraskende noget mere kompleks. Jérôme Salle virker med “Jacques” indstillet på at tegne et forholdsvist negativt billede af en kantet person og hans nære familie. Og som så mange andre biopics lavet ud fra ugeblads-direktivet: Utroskab, druk og knuste familiebånd er dobbelt spændende, når emnet er berømt. I virkeligheden bliver det aldrig halvt så interessant som historierne om den tavse verden under vandet. Men dem er der jo ligesom allerede én, der har fortalt.

Lambert Wilson tager hele turen fra charmerende flådepilot over revolutionerende dykker og filmmand til aldrende miljøforkæmper. Undervejs får den ikke for lidt. Wilson spiller Cousteau som en fransk fantasi directe de Belmondo, Gainsbourg eller Truffaut. En ærkecharmerende galler med flammende poetiske falbelader i mundvigen og en elskerinde i hver havn. Bag om ryggen på Audrey Tautous trutmundede, kæderygende hustru – forstås. Konflikten ligger i besættelsen af verden under vandet, der tager al opmærksomheden fra landjorden. Og eftersom Salle fylder dén med skænderi på skænderi, forstår man godt Jacques’ ønske om at dykke ned i dybet.

Desværre er de formentlig dyre undervandsscener fåtallige. I stedet kredses der om Cousteaus søn, Philippe, og hans knoklede forhold til sin far. Han og broderen, Jean-Michel, bliver sendt på kostskole, mens deres forældre køber det legendariske skib Calypso og opbygger familieimperiet. Det skaber en revne, der aldrig helt repareres, selv om Pierre Nineys skæggede brushoved senere får lov at blive sin faders højre hånd og fotograf. Jean-Michel vil lave noget kedeligt noget med arkitektur og sådan, så han bliver behændigt ignoreret af både kaptajn Jacques og “Jacques”.

‘Den fortabte søn vender hjem’ er derfra kittet, der skal forsøge at binde den episodiske historie sammen. Men nedslagene i Cousteaus historie synes alligevel spredte og inkonsekvente. Det går godt, det går skidt. Skibet sejler, men konen, Simone, drikker. De amerikanske tv stationer betaler, indtil de ikke gør det mere. Imens venter vi bare på den store forbrødning mellem far og søn, der helst skal ske, inden Philippe hopper på det fly, vi ser allerede i første scene. Det bliver mere et referat af levet liv end et indsigtsfuldt portræt.

Manden i midten er stadig noget af et mysterium. Men behøver man vide så meget mere, end det han selv fremviste i sine film? Cousteaus mål var at vise mennesket i havet og på sigt sende os permanent derned. Hans syrede drømme om et fungerende undervandssamfund er som taget ud af den stolte franske tegneserietradition. Det bedste element er tidsbilledet af de glade 60’ere, hvor drømmene om fremtiden kunne være opstået på et LSD-trip med “Yellow Submarine” på anlægget.