Almodovar er stadig morsyg og stadig optaget af at overraske os med middelklassens fortrængte hemmeligheder. “Julieta” lægger sig lige i slipstrømmen af “Alt om min mor”, “Tal til hende” og flere andre af hans snakkefilm. Og man skal ikke forvente en verdensstjerne, der genopfinder sig selv. Det er endnu en kæk opdatering af lægeromanen til øjekildrende cabaret fyldt med fantastiske kvinder af alle slags. Smukke, grimme, dumme og grusomme, men først og fremmest umulige at ignorere.
