Julieta
Udgivet 7. sep 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Første scene i Pedro Almodovars “Julieta” indrammer på meget sigende vis resten. En kvinde pakker langsomt og med dirrende hænder sin lejlighed sammen og kaster de sidste sørgmodige blikke på en flyttekasse fuld af breve. Ind træder en mand og tager hende i sine arme, klar til at starte et nyt lykkeligt liv. For hende, med hende. Der er bare lige den kasse der, som Almodovar selvfølgelig ikke kan holde fingrene fra, og åbner i en kæde af flashbacks til 80’erne inklusiv pangfarver og lummer saxofon. En velkendt, men velgjort ny runde på mors spanske familiehemmeligheds-karrusel
Først og fremmest, fordi Almodovar aldrig skjuler, at “Julieta” er helt igennem iscenesat. Han forsøger sig hverken med kølig realisme eller bevidsthedsudvidende plottråde. En mand, en kvinde og deres skæbnesvangre møde. Andet behøves ikke. Det hele får liv, når skuespillerne laver stort duarderdrama, kaster med hovederne og slynger syngende replikker mod hinanden. Det er film-film, en hyldest til værket selv og en anerkendelse af, hvor lidt der skal til for at lave fængende scener.
Men når læbestiften falmer, og de skarpe kjoler glider ud af billedet, så taber “Julieta” også noget energi. Historien, der er baseret på Alice Munros noveller fra “Runaway”, kan næsten ikke bære så store armbevægelser og får til tider karakter af ‘alle skal kende min historie’-ugeblade. Det får “Julieta” til at fremstå som en Almodovar på halv kraft, der har ladet FILMskaberen få al pladsen og givet den vedkommende historiefortæller fri. Dramaet og melankolien bliver til repetitiv følen og tuden.
Almodovar er stadig morsyg og stadig optaget af at overraske os med middelklassens fortrængte hemmeligheder. “Julieta” lægger sig lige i slipstrømmen af “Alt om min mor”, “Tal til hende” og flere andre af hans snakkefilm. Og man skal ikke forvente en verdensstjerne, der genopfinder sig selv. Det er endnu en kæk opdatering af lægeromanen til øjekildrende cabaret fyldt med fantastiske kvinder af alle slags. Smukke, grimme, dumme og grusomme, men først og fremmest umulige at ignorere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet