Leonard Cohen synger i “Democracy is Coming to the U.S.A”, at ”I’m sentimental, if you know what I mean. I love the country but I can’t stand the scene.” Og dette er på mange måder den følelse, man sidder med efter at have overværet Moores nye film. USA og den vestlige verden bygger på nogle demokratiske værdier, som vi kan være stolte af, men når grådigheden, forråelsen og korruptionen får overtaget på den globale scene, så er det på tide at ændre i stykket. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” er som et bizart kærlighedsdrama, hvor man følger et kærestepar i et forhold så dysfunktionelt og ulykkeligt, at verden omkring dem langsomt går til grunde. Og det mest skræmmende er, at man ikke kan lade være med at grine mens det står på.
#1 loki 15 år siden
Ville meget hellere se Michael Rupperts Collapse får samme omtale.
#2 Lord Beef Jerky 15 år siden
#3 wimmie 15 år siden
Enig.
Bortset fra at jeg mener at Bowling for Columbine er en af de bedste :)
#4 Lord Beef Jerky 15 år siden
#5 moulder666 15 år siden
#6 Patriarch 15 år siden
Nej, jeg ved godt hvad du mener.
#7 jessup 15 år siden
#8 Kviesgaard 15 år siden
I min optik er en dokumentarfilm en film, der skildre begge sider af en sag, uden at tage nogens parti. Ud fra det jeg så ser i pågældende dokumentar, danner jeg så min egen mening om tingene.
Måske passer min beskrivelse ikke helt med virkeligheden, men det udgangspunktet i min opfattelse af begrebet dokumentar.
Michael Moores film er efter min opfattelse mere propaganda, end det er dokumentar. Han har fra starten af en klar holdning til emnet, og undervejs i filmene finder han så de argumenter, som understøtter hans holdning (ok det er måske en meget forsimplet udlægning af hans film, men det er det indtryk jeg sidder tilbage med, efter at have set hans film).
Efter min mening skal man ikke sætte en etikette, som betegner noget objektivt, på en vare hvor indholdet er subjektivt.
#9 Patriarch 15 år siden
Det er en (almindelig) misforståelse at dokumentarfilm skal være objektive. Det har aldrig været et genrekrav.
#10 danschier.dk 15 år siden
Instruktøren er jo netop i kraft af at han vælger at beskrive en sag, nød til at gøre op med sig selv hvilke forhold og standpunkt han har til den sag han vil dokumenter.
Der er forskel på i hvilken grad man vælger udstille sig selv i processen. Moore er en person der har brandet sig selv i forhold til det emne han tager op. Andre instruktøre vælger omvendt ikke selv at medvirke, men det betyder jo ikke at de ikke har taget stilling til den sag de vil dokumenter. Et eksempel på dette er Gary Hustwits fremragende dokumenta: Helvetica. Han beskriver skriften helveticas historie og indflydelse og vælger at interviewe grafiker som både er for og i mod. Han prøver at lade hver med at konkluder om det er en god eller dårlig skrift, men alligevel skinner hans fasination for skriften igennem gennem filmen, netop fordi han ikke graver dyber ind i de negative udtagelser.
Jeg elsker personligt Moores fremgangsmåde også selv om jeg ikke altid er enig med ham.