Leonard Cohen synger i “Democracy is Coming to the U.S.A”, at ”I’m sentimental, if you know what I mean. I love the country but I can’t stand the scene.” Og dette er på mange måder den følelse, man sidder med efter at have overværet Moores nye film. USA og den vestlige verden bygger på nogle demokratiske værdier, som vi kan være stolte af, men når grådigheden, forråelsen og korruptionen får overtaget på den globale scene, så er det på tide at ændre i stykket. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” er som et bizart kærlighedsdrama, hvor man følger et kærestepar i et forhold så dysfunktionelt og ulykkeligt, at verden omkring dem langsomt går til grunde. Og det mest skræmmende er, at man ikke kan lade være med at grine mens det står på.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#11 jessup 15 år siden

#10 jeg var også sarkastisk. Men udtalelserne om Moore og kun Moore vidner om en ufattelig ringe evne til at læse medier generelt.

#9 jeg er helt enig med dig men det folk ofte tænker på er "journalistiske" dokumentar film, der prøver at afdække et emne med ofte flere uenige parter (noget der ofte falder uheldigt ud når emnet er videnskab). Når flere komme til orde bliver det ofte opfattet som objektivt.
This is just until June
Gravatar

#12 Kviesgaard 15 år siden

#9

Ud fra dit indlæg konkluderer jeg så, at det er min egen opfattelse, der ikke er helt på plads. Så blev jeg da det klogere.

Dermed er præmissen for min kritik af at betegne hans film som dokumentar, forduftet ligeså hurtigt, som de sidste års opsving. Ting sker hurtigt inde på det her forum.
Den Jyske Marvel-fan. Oh Yeah
Gravatar

#13 danschier.dk 15 år siden

mit indlæg tid #10 var mest henvendt til #8 men kunne også ses til #7... ups
Gravatar

#14 moulder666 15 år siden

#7

Ja han tog i hvert fald helt fejl omkring Bush og krigen i Irak, om sundshedsystemet i USA og selvfølgelig den Amerikanske våbenlovgivning ;D

Nej, jeg ved godt hvad du mener.



Hehe - jeg er slet ikke uenig i, at manden har haft en pointe med sine film - der ER noget der lugter i de internationale banker, ER noget galt med den amerikanske våbenlovgivning osv.

However - manden kan læse en statistik som Fanden læser bibelen og er ikke bange for at bruge direkte usandheder i sine film, og DER står jeg af. Fair nok, at du prædiker for din sag, men det øjeblik du begynder at fordreje eller opfinde facts, er du ikke det mindste bedre end en TV-prædikant og en løgner...hvilket i mine øjne er lige præcis hvad Moore er.

Prøv at google lidt omkring sagen og se, hvordan han skaber sine "facts". At editere eksisterende taler er blandt nogle af de mindste synder manden har på tapetet - og folk æder det råt!
Min kritik er 100 procent berettiget i enhver redaktionel sammenhæng, og hvis du ikke kan se problemet, er du i benægtelse.

Gravatar

#15 filmz-Filmnørden 15 år siden

Filmnørden anmelder: Kapitalismen - En Kærlighedshistorie

Per definition er en dokumentarfilm manipulerende, for i det øjeblik du ser igennem en kameralinse, bliver du subjektiv. Alligevel kan denne manipulation være positiv eller negativ og i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie, har Michael Moore formået at bruge mest af førstnævnte. En underholdende film, der ikke bare giver stof til eftertanke, men også stof til timelange diskussioner ved café-/middagsbordet bagefter. Det bedste af det hele? Der er ikke en egocentrisk linedanser i sigte... selvom jeg godt gad se Michael Moore gå på line... se, dér er en dokumentarfilm jeg gerne så: Fat, Manipulative, Anti-American On A Wire! Men indtil den får premiere, så er Kapitalismen - En Kærlighedshistorie klart en af årets bedste dokumentarfilm.

Filmnørdens karakter: (5/6)
En sjov og social bevidst aha-oplevelse

Læs hele anmeldelsen her!
Gravatar

#16 mr gaijin 14 år siden

Kritiske klovnerier

Man kan sige meget om Michael Moores måde at skrue dokumentarfilm sammen på. De er utrolig biased og langt fra den journalistiske stræben efter balance. Men de er satans underholdende, og ofte er der bid i hans kritik.

Og så er de utrolig godt redigerede. I ”Capitalism” er det især en sekvens, hvor han sammenklipper en BBC-dokumentar om Romerrigets fald med billeder fra nutidens USA, der virker fortræffeligt. Eller en klipning af en Jesus-film, hvor en voice over omdanner alle Jesus' ord til kapitalistiske slagord. Det er enkelt og småplat, men særdeles sjovt og ganske rammende.

”Capitalism” er mere af det samme fra Moore. En kritik af virksomhedernes kyniske dominans i den amerikanske magtstruktur. Her er der en full blown hyldest af socialisme, fagforeninger, strejker og civil ulydighed. Der bliver smurt tykt på med en jazz-version ”Internationale” til end credits.

Man kan beskylde Moore for meget, men han viser helt klart, hvor han står. Og det er sgu underholdende at høre ham prædike så teknisk flot og underholdende fra den amerikanske venstrefløjs alter.

4/6
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#17 filmz-Bruce 14 år siden

Takker for gennemgangen :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140

Skriv ny kommentar: