“Katyn” har været en kæmpe succes i sit hjemland, hvad der ikke kan undre, men er for en udenforstående til tider lidt vanskelig at følge. Værst er det dog, at dens episodiske struktur reducerer mange af dens hovedpersoner til klichéer, som man aldrig kommer under huden på. Ikke desto mindre er de alle velspillede, og filmen er glimrende iscenesat med en atmosfærisk og overbevisende stemning, der ligger langt fra den lidt upassende nostalgi fra f.eks. “Flammen og Citronen”.
I filmens afsluttende scener bevidner vi selve den systematiske udryddelse af soldaterne, som er udført med gedigen rædselsvækkende uhøjtidelighed, der gør den til en rystende oplevelse. Scenerne er ikke mindst barske at se, når det dæmrer for en, at Wajda her illustrerer sin egen fars endelige skæbne. For undertegnede var det en fæl nok oplevelse at overvære. Hvordan det må have føltes for Wajda, har jeg slet ikke fantasi nok til at forestille mig.
#1 filmz-Bruce 15 år siden