Den glemte forbrydelse

Det er tankevækkende, at der – til trods for de kolossale mængder Holocaust-film der er lavet – stadig er så mange folkedrab, som er så underbelyst i offentligheden. Hvor vi alle er yderst velkendte med nazismens forbrydelser, er mange af de områder, der vedrører kommunismens massemord, stadig et langt mindre omtalt fænomen på trods af, at den statsreligion rent faktisk tog livet af langt flere.

Det er dog heldigvis ved at ændre sig, og med den polske film “Katyn” bearbejdes en forbrydelse, som de fleste af os kun kender ganske perifert, og som Rusland først i 1990 indrømmede havde fundet sted: Massehenrettelsen af omring 22.000 polske officerer, intellektuelle og civile krigsfanger, som blev fortaget af sovjetiske soldater på Stalins ordre, men som man belejligt gav nazisterne skylden for.

Filmen forgår under Anden Verdenskrig. De polske soldater tages til fange af Sovjet, som efterfølgende frigiver de menige soldater, men fører officererne til fangelejrer i Rusland. Vi møder en ung polsk kaptajn, hvis kone og barn tigger ham om at forlade soldaterne, men som pga. sin pligtfølelse overfor kammeraterne beslutter at blive og registre begivenhederne i sin dagbog. Årene går, og krigen er ovre. De sovjetiske myndigheder beretter om tyske massegrave, de har fundet, men længslen efter de bortkomne lever videre. Ligeledes gør visheden om, hvem der i virkeligheden er synderne.

“Katyn” er en usædvanlig film af mange årsager. Først og fremmest adskiller den sig ved at fortælle sine mange historier i glimt og ved at følge en håndfuld forskellige skæbner snarere end ved at have en egentlig hovedperson. Historierne er baseret på interviews, efterladte dagbøger og papirer, hvilket er medvirkende til at give filmen en temmelig fragmentarisk fortællerstil. I stedet for en overordnet handling består den af en serie øjebliksbilleder, og man chokeres et par gange, når enkelte personers roller viser sig at have en del kortere levetid end forventet. Ligeledes er den i modsætning til gængse Hollywood-film relativt usentimental, og selvom den bestemt indeholder stunder af stærk sørgmodighed, så dvæler den sjældent ved dem.

Filmen er instrueret af den 82-årige veteran Andrej Wajda, hvis fader selv var et af ofrene for forbrydelsen. Det giver et fingerpeg om, hvor rodfæstet tragedien er i det polske folk, der er blevet trådt på som de færreste europæiske lande i det sidste århundrede. Derved giver filmen dem en sjælden lejlighed til at fortælle deres historie, hvilket også gør det lidt overvældende at nærme sig et værk som “Katyn”, der har en så kolossal betydning. Wajdas mor troede helt frem til sin død i 1950 på, at hendes mand ville dukke op igen, og filmen bærer også præg af mere at handle om de efterladtes mentale tortur end soldaternes grusomme skæbne.