“Kilimanjaros sne” tynges i sidste ende ned af sit førnævnte litterære forlæg af Hugo. Et digt, hvori en fattig fiskerkone åbner sit hjem og sine arme for to forældreløse børn og viser sig som en sand humanist trods trange kår. Uden at afsløre for meget af filmens handling udspiller en lignende situation sig hos Guédiguian. Den fine, nænsomme realisme, opbygget i filmens første tredjedel, sættes over styr. Ja, faktisk forekommer slutningen som grebet ud af et eventyr – badet i solskinssolidaritet ved Marseilles strandbred.
