Solskinssolidaritet

Den franske instruktør Robert Guédiguian er født og opvokset i havnebyen Marseille. Og dér har hans film ligeledes udspillet sig siden begyndelsen af 1980’erne. Herhjemme har kun to af Guédiguians film været i biografdistribution – den lune kærlighedshistorie “Marius og Jeanette” (1997) og den mere beske “Byen er stille” (2000). Med den biografaktuelle “Kilimanjaros sne” er vi atter i Marseille med en fortælling om arbejderklassesolidaritet og småborgerskabsmagelighed.

Den midaldrende Michel er vellidt fagforeningsrepræsentant på det lokale skibsværft, hvor 20 mand skal afskediges, for at værftet kan overleve finanskrisen. Og det sker – i solidaritetens navn – ved lodtrækning. Idealisten Michel har utvunget inkluderet sit eget navn i lodtrækningen og mister således sit job. På hjemmefronten står han og konen, Marie-Claire, over for deres bryllupsdag. Her forærer familie og venner dem en safarirejse til Tanzania plus en god slat lommepenge til turen. Livet er – trods alt – godt.

Under en hyggelig kortaften med Marie-Claires søster og dennes mand udsættes de fire for et brutalt hjemmerøveri. To gerningsmænd truer dem med pistoler til at udlevere rejsepenge og billetterne til Tanzania og flygter derefter med byttet. Det går snart op for Michel, at gerningsmændene skal findes blandt gæsterne til bryllupsdagsfesten. Måske endda blandt en af hans fyrede kammerater fra værftet. Og hvad gør en ildsjæl af en idealist lige i den situation?

Man er ikke et sekund i tvivl om instruktør Robert Guédiguians politiske ståsted efter at have set bare en enkelt af hans film. Han er ræverød. Præcis som hovedpersonen Michel i “Kilimanjaros sne”. Karaktererne og miljøet hos Guédiguian er arbejderklassen. Med helt almindelige lønslavejob, hvis de overhovedet har et job. Hans egen far arbejdede selv på et Marseille-værft, og man fornemmer klart, at Guédiguian både kender, respekterer og elsker den virkelighed, han gang på gang omsætter til film. “Kilimanjaros sne” er løst baseret på digtet “Les pauvres gens” af Victor Hugo – og har altså intet at gøre med Ernest Hemingways novelle af samme navn. Filmen henter derimod sin titel fra den franske popsanger Pascal Danels 1966-hit “Kilimandjaro”, der i en af filmens mest rørende scener synges for Michel og Marie-Claire af deres børnebørn.

Når “Kilimanjaros sne” er bedst, er den et intimt, varmt og genkendeligt familieportræt, der på en ualmindelig jordnær facon følger glæder og sorger blandt sine karakterer. Dog ikke helt så charmerende og smilebåndstrækkende som instruktørens største hit til dato, “Marius og Jeanette”, hvor Guédiguian også havde trekløveret Darroussin, Ascaride og Meylan i filmens hovedroller. Alle tre er de igen velspillende her. Særligt instruktørens egen kone og samarbejdspartner, Ariane Ascaride, er sødmefuld og god som dagen er lang.