Den deciderede farce holdes konstant nede af det alvorlige emne, og den roligt fremadskridende handling bygges op om pudsige situationer snarere end klassiske jokes. Som drama fungerer filmen stærkt, og når min grådighed efter grin ikke tager overhånd, bliver jeg mindet om, hvorfor Paprika Steen er det tætteste Danmark kommer på en diva, og hvorfor hele Danmark kan citere Zlatko Buric, selvom ingen påstår at kunne forstå, hvad han siger. Han er god. Filmen er hverken helt vanvittig eller helt god, men selvom den får premiere i et forår, der åbenbart er dedikeret psykisk sygdom på alle medieplatforme, skiller den sig ud. Det er en af de mere seriøse og vellykkede skildringer af, hvordan det gale kan skabes af et helt normalt system.
